Læger: Gratis vaccine mod lungebetændelse er god idé

Hvert år bliver omkring 70.000 danskere ramt af lungebetændelse. Cirka 15.000 behandles på sygehuset – halvdelen af dem er over 65 år.

Men risikoen for at blive ramt kan nedsættes med en vaccine, og den burde være gratis for personer med kroniske sygdomme og personer over 65 år. Det mener en række læger, herunder Ole Hilberg, som er professor ved Syddansk Universitet og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab.

– Man har indført vaccination mod lungebetændelse i børnevaccinationsprogrammet, fordi man også kan få meningitis og andre ting. Men det er paradoksalt, at man til vores svagelige ældre tilbyder vaccination mod influenza og ikke lungebetændelse. Man vaccinerer børnene, så hvorfor ikke også vaccinere de ældre, lyder det.

I dag kan alle over 65 år og mennesker med forskellige kroniske sygdomme gratis blive vaccineret mod influenza. Men en vaccination mod visse typer af lungebetændelse skal man selv betale. Ifølge Lungeforeningen kan man i nogle tilfælde få tilskud, så det bliver billigere.

Bakterien pneumokokker er en af de hyppigste årsager til lungebetændelse i Danmark. Der findes over 90 undertyper af bakterien.

/ritzau/

Forfatter
Top