Læselysten skal styrkes i Lemvig

Lemvig Kommune gør nu en ekstra indsats for at styrke børn og unges lyst til at læse. Over to millioner kroner bruges på at stimulere læselyst og læsekundskaber over de kommende tre år.

Projekt ”Læselyst” er delt i to. I den ene del bruges der ekstra tid på læsevejledning i alle kommunens skoler. I den anden del satses der på at stimulere sprog til tosprogede børn i alderen fire til fem år.

– Vi vil fra Lemvig Kommunes side styrke børn og unges sproglige kundskaber og evner til at læse. Vi ved, at færre og færre børn og unge læser, og at de, der læser, læser mindre. Det er en uheldig udvikling. For vi ved også, at jo tidligere børn bliver stimuleret sprogligt og lærer at læse, des bedre klarer de sig senere i tilværelsen, siger Henrik Thygesen, formand for Familie- & Kulturudvalget.

Den ekstra indsats for at styrke elevers læsning har flere mål. Først og fremmest at gøre elever bedre til at læse, faglitteratur som skønlitteratur. At give dem kundskaber om læsemetoder og læseformer. Men også at gøre elever interesserede i skønlitteratur og andre former for læsestof. Det er en kendt sag, at læselyst er med til at forbedre læseevnen.

Som led i projekt Læselyst afholdes der en Læsefestival i uge ni i 2020 i samarbejde med Lemvig Bibliotek. Her bliver der fokus på læselyst, særligt litteratur, hvori illustrationerne er af stor betydning. Flere kendte forfattere og illustratorer kommer. Planen er, at alle kommunens skoleelever skal med på festivalen.

Et stigende antal børn i dagtilbuddene i Lemvig Kommune er tosprogede. Det øger behovet for ekstra sprogstimulering. Over tre år skal to medarbejdere styrke sprogstimuleringen for børnene fra fire-årsalderen og frem til, de starter i 0.-klasse.

Indsatsen sker i samarbejde med børnehaver, pædagoger og børnenes forældre. Der arbejdes med materialer, der allerede er kendt i dagtilbuddene, og der anvendes forskellige pædagogiske metoder, blandt andet leg og løsning af opgaver.

Målet er at stimulere tosprogede børns sprogudvikling, for på den måde at give dem de bedste forudsætninger både nu og i deres skolegang

Der er i projektet også sat penge af til at øge læreres kompetencer inden for sprog- og læseundervisning. Der er oprettet to kurser i samarbejde med Via University College i Nørre Nissum, hvor kurserne holdes. Et for dansklærere, der skal øge elevers interesse for litteratur og et for faglig læsning, der er rettet mod naturfag. Tilsammen er 48 lærere tilmeldt de to kompetence-udviklingskurser.

Projekt Læselyst begyndte ved skoleårets start. Der er afsat halvanden millioner kroner til ekstratimer til læsevejledning og træning, og 750.000 kroner til sprogstimulering over tre år.

Forfatter
Top