Læserbev: Kommunalbestyrelsen diskriminerer de svageste

Læserbrev af
Ib Stanley, KV21-kandidat for Nye Borgerlige i Thisted

Jeg er voldsomt indigneret over den måde nogle af vore medborgere i Thisted kommune behandles. Et godt udgangspunkt, som lokalpolitiker, er at behandle borgerne, som man selv ville behandles i en tilsvarende situation. Det burde egentlig i sig selv fordre en vis standard og kontinuitet i en sammenhængende og inkluderende politik for alle kommunens borgere. Det, uanset i hvilken henseende, man som borger henvender sig til kommunen. Det er bare ikke tilfældet.

Thisted kommune har været bekendt med, gennem en længere årrække, at der mangler boliger til en gruppe af voksne, unge med fysisk som psykisk handicaps. Som jeg er bekendt med, er der tale om en relativ stor gruppe, som står uden bolig. Det er unge, voksne mennesker, som stadig bor hjemme hos deres forældre, fordi politikerne har valgt at sylte denne gruppe. Eller med andre ord; Politikerne har været bekendt med, at kommunen mangler pladser, men har valgt ikke at handle rettidigt.

Om det skyldes målgruppen, uvidenhed eller noget helt tredje skal jeg lade være usagt. Jeg er egentlig også ligeglad. Jeg er heller ikke interesseret i årsagsforklaringer og slet ikke bortforklaringer fra de siddende politikere og de politikere, der også sad i forrige periode. Jeg er interesseret i handlinger. At nogen, for en gangs skyld i kommunalbestyrelsen, tager ansvaret og inviterer de berørte forældre til fælles dialogmøde om fremtiden. Det er simpelthen uværdig det, der foregår. Når man taler medborgerskab, taler man bl.a. om sociale rettigheder og identiteter. At flytte hjemmefra spiller en væsentlig rolle i de unge voksnes identitetsdannelser. Deres udvikling er sat på standby. Det er dybt problematisk når vi taler om den menneskelig udvikling samt retssikkerhed.

At kommunalbestyrelsen diskriminerer denne gruppe af medborgere, er der ingen tvivl om. Der er nemlig tale om diskrimination både i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er tilsigtet, bevidst og direkte, og i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er tilfældig, utilsigtet og indirekte. I Servicelovens § 108 fremgår følgende:

”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.”

Endvidere fremgår det af § 108 a. ”Boformer efter § 108, stk. 1, kan målrettes personer under 35 år med henblik på at understøtte, at personerne kan leve et ungdomsliv.” Det er vigtigt at understrege, at mennesker med fysisk og psykisk handicap har ret til et liv så tæt på det normale som muligt.

Jeg og Nye Borgerlige vil, at der skal findes en løsning. Dels, for at imødekomme behovet her og nu, men også få kigget på behovet på længere sigt, så vi er sikre på noget lignede ikke sker fremadrettet.

Man kan altid købe sig til en plads i en anden kommune. Det er bare ikke en økonomisk forsvarlig strategi. Til trods for det, er det netop denne strategi kommunen praktiserer. Det går bare ikke. Borgernes indbetalte penge skal forvaltes på den mest optimale måde.

Forfatter
Tags

Related posts

Top