Læserbrev: Besøgsrestriktioner på plejehjem er en ommer

Læserbrev af
Ida Pedersen (A), Socialudvalgsformand i Thisted Kommune og
Henning Sørensen (V), Socialudvalgsformand i Morsø Kommune.

For mange beboere på plejehjem er kontakten til deres pårørende afgørende. Kontakten har naturligt haft trange vilkår siden plejehjemmene blev lukket ned per 11. marts 2020 for at sikre de mange sårbare borgere mod den livsfarlige COVID-19.

Det har frustreret mange pårørende og det har naturligt også fyldt meget i dialogen mellem pårørende og vores ledere og medarbejdere ude på de enkelte plejehjem. Vi har dog bakket om de restriktioner, der har været, der har sikret ens vilkår landet over. Ligeledes har det været positivt, at restriktionerne blev lempet sammen med den gradvise åbning af samfundet, hvorved det blev muligt for beboere at modtage besøg på udearealer.

Aftalen om yderligere genåbning i fase 2 mellem flere af de politiske partier på Christiansborg den 20. maj indeholdt et ønske om afvikling eller tilretning af restriktioner på bl.a. plejehjem – oplægget skulle ske via sektorpartnerskabsmøde mellem relevante parter.

En beslutning vi bakker fuldt op om og som har vakt stor glæde hos de mange pårørende, der ikke synes et kort møde i en pavillon eller lignende gør det ud for et mere intimt møde i beboerens egen bolig. Vi har som kommuner oplevet et stort pres fra pårørende siden den 20. maj – særligt vores ledere og medarbejdere har dagligt haft dialog med pårørende, der naturligvis ikke kan forstå, at de ikke kan besøge deres mor eller far i egen bolig?

Den 9. juni kommer der så en pressemeddelelse, hvor det fremhæves, at det nu er muligt for beboere at få besøg indendørs af 1-2 faste besøgspersoner. Mange medier kører derfor med denne nyhed og de efterføl-gende linjer i pressemeddelelsen når ikke rigtig ud over rampen. Nemlig at indendørs besøg kun er en mu-lighed, hvis en beboers helbred eller de fysiske rammer på plejehjemmet gør, at besøget ikke kan foregå udendørs.

Med andre ord er der skabt en klar forståelse af, at det nu er muligt at foretage besøg indendørs, men der er faktisk ikke foretaget reelle lempelser, hvorfor besøg i udgangspunktet fortsat skal ske udendørs. Vurderin-gen efterlades hos de ledere og medarbejdere som på fornemmeste vis har stået krisen igennem dag ud og dag ind. At skabe forventninger i et helt samfund ift. at vi nu endelig kan besøge vores ældre igen, og så lade vores personale stå i skudlinjen ift. at forklare, at det ikke er tilfældet, er simpelthen ikke i orden.

Vi er mere end klar til at understøtte beboere og pårørende i at gennemføre besøg indendørs – selvfølgelig efter de retningslinjer, der gælder for hygiejne, afstand mv., men vi kan ikke være efterladt med en opgave at skulle administrere så luftige rammer samtidig med at der sendes forventninger ud om at porten er åben.

Åbn nu for besøg indendørs med de anbefalede sundhedsmæssige retningslinjer! – vi er klar til opgaven.

LÆS OGSÅ:

Efter lokal kritik: Plejehjemsrestriktioner tages op i Folketinget

 

Forfatter

Related posts

Top