Læserbrev: En absurd opdeling

Læserbrev af
Lauge Larsen (S), medlem af Regionsrådet for Nordjylland

Specielt her i coronatiden virker den geografiske opdeling på Mors og i Thy af lokalradio- og fjernsyn helt absurd.
I forbindelse med de gamle amter skulle Radio Midt & Vest og Tvmidtvest dække Viborg Amt og Ringkøbing Amt.
Det gav god mening, og de to medier har fungeret godt og professionelt.

Men det gik galt i forbindelse med den sidste kommunalreform. Her blev Thy og Mors en del af Region Nordjylland, men af uransagelige grunde holdt man fast ved den gamle opdeling af lokalmedierne.

Denne opdeling har udviklet sig til en besynderlig affære, der bl. a. har den konsekvens, at thyboer og morsingboer slet ikke føler sig som nordjyder. En nylig undersøgelse viste, at kun 23% af morsingboerne opfatter sig som Nordjyder. Men det er forståeligt, at det er sådan. De to store regionale kanaler, der dækker området er fyldt med stof om forholdene i region Midtjylland.

Men det er da tosset. Vi har for så vidt ingen interesse i sygehusene i dettte område. For os er det sygehusene i Thisted, Ålborg, Hjørring, Brønderslev, Farsø og Frederikshavn, der har betydning.
Det er ikke sygehusene i Århus, Silkeborg, Herning, Holstebro, Randers og Viborg der interesserer os, vi kommer der nemlig kun undtagelsesvis.

Den samme absurditet kan siges at gælde på regionens øvrige ansvarsområder. Her kan bl. a. nævnes: praktiserende læger, speciallæger, specialsektoren med mange institutioner, regional udvikling, råstofforvaltning…..
Der er på alle disse områder et stort demokratisk underskud på Mors og i Thy.

Et er at man bøffede i det, da man opdelte regionerne rent mediemæssigt, noget andet er, at man ikke får bragt forholdene i orden efterfølgende. Min påstand er, at man i TV2 ikke er interesseret i at ændre på grund af de høje seertal hos Tvmidtvest i vores område. Det handler ganske enkelt om annoncekroner. Men det er ikke i orden. Man må ikke være så grådig, at det overskygger alt andet. For radioens vedkommende er det ren politisk sløvhed. Her er der da ingen penge i klemme.

Så kære landspolitikere: se nu at få løst dette problem. Hvor svært kan det være?!

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top