Læserbrev: Har vi reelt set 80.000 årlige arbejdsulykker?

Læserbrev af
Thomas Rosenkrands, Adm. direktør, Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest i Nykøbing

Arbejdstilsynet har for nylig præsenteret antallet registrerede arbejdsulykker i 2018. Det viser, at vi for ottende år i træk lander på ca. 42.000 anmeldte arbejdsulykker på landjorden i Danmark. I tallet indgår ikke ulykker til vands og i luften og ej heller erhvervssygdomme.

Hvad der naturligvis heller ikke indgår i de officielle tal, er de ulykker, som ikke bliver anmeldt. Her tænker jeg ikke på de ulykker, der ikke skal anmeldes (der, hvor der ikke er fravær udover ulykkesdagen).

For Arbejdstilsynet har senest i 2017 undersøgt, hvor stor en andel af de ulykker, der skal anmeldes, som rent faktisk også bliver anmeldt. Her var vurderingen, at det reelt set kun er ca. halvdelen, der ender med at blive anmeldt. Det vil sige, at vi i stedet for 42.000, måske i virkeligheden har omkring 80.000 årlige arbejdsulykker, hvor tilskadekomne har mindst en fraværsdag foruden ulykkesdagen.

Når man kigger over en længere tidshorisont, er der tegn på at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Men lige nu og her står vi lidt i stampe og har også i år udsigt til at lande på ca. 42.000 (eller 80.000) arbejdsulykker. Er det godt nok?

 

Forfatter

Related posts

Top