Læserbrev: Hvor længe skal de svageste være de stærke?

Læserbrev af 
Henrik Gregersen (V), medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune

For tre måneder siden lukkede Danmark ned, og statsministeren sagde, at vi alle må hjælpe med at bære. Det er lykkedes langt hen ad vejen.

De ældre på vores plejecentre har bogstavelig talt levet i isolation og forståeligt nok opfattet det som fæng-sel.

Gentagne gange og senest i denne uge har ministeren med pressens store bevågenhed, slået ud med armen og sagt, at nu åbnes Danmark.

Lørdag sidder vi så tilbage med endnu en bekendtgørelse skrevet af embedsmænd, som kun kan tolkes som forbud. Ingen ny åbning, udover, at der lægges op til individuelle aftaler med ledelsen af de enkelte centre. Det vil sige, at personalet skal tage ansvaret, hvis der sker nye udbrud. Det kan personalet kun reagere på, med overforsigtighed.

Paragraffer, påbud og bekendtgørelser har været så upræcise og skrevet i et sprog, så det har været næsten umuligt at kommunikere klare retningslinjer, og det har skabt stor frustration både for beboere, pårørende og politikere.

Social og sundhedsudvalget har presset på overfor forvaltningen, så de udsendte direktiver tolkes med så stor åbning som muligt. Vores forvaltning har været meget omhyggelige med at overholde regler og restrik-tioner.

Kære regering: Hele befolkningen har leveret da landet skulle lukkes. Hele befolkningen vil gerne deltage i åbningen af samfundet. Vi fortjener ikke flotte ord efterfulgt af sidevis med dræbende formularer. Kom nu ind på banen og lad os diskutere, hvad der ved fælles hjælp og ansvar kan lade sig gøre. Vore ældre med-borgere fortjener i den grad et menneskeligt ansvar i rammerne om deres liv, i stedet for rigide regler.

Som en plejehjemsbeboer sagde: Under krigen skulle vi også stå sammen, men krigen tog vores ungdom. Nu leverer vi selvfølgelig igen, men behøver det være i et fængsel?

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top