Læserbrev: I udviklingens navn??

Læserbrev af
Jakob Kortbæk (S), medlem af kommunalbestyrelsen på Mors og Lauge Larsen (S), regionsrådsmedlem i Region Nordjylland. 

Tirsdag aften har et klart flertal med Venstre og Dansk Folkeparti besluttet at tillade nedrivningen af et hus i Sdr. Dråby. Denne beslutning handler ikke blot om et almindeligt typehus bygget i 1960’erne, men et historisk hus, som står som symbol og levende bevis for den udvikling købstander rundt i landet og på Mors har været oplevet gennem tiderne.

Historiske bygninger af denne type findes der ikke mange af tilbage. Og forsvinder disse først, så forsvinder ikke kun det særlige ved en enkelt by, men for et helt samfund.

Det er derfor nødvendigt at bevare sådanne huse som den gamle købmandsgård i Sdr. Dråby. Vi skal ikke kun tænke på vores fælles historie og dermed sammenhængskraften på vores ø, men også på turismen. Det er vigtigt, at der også er spændende by- og landsbymiljøer, som vi ved tiltrækker bestemte grupper turister. Vi har Jesperhus som et fantastisk sted for især børnefamilier. Men det er vigtigt at have tilbud til mange forskellige grupper af mennesker.

Vi mener, at vi skal udvikle vores Ø, men det skal ikke betyde, at vi skal jævne alt uden omtanke. Vi skal ikke ende som et historieløst samfund, hvor vi ikke tør bevare det, som vores samfund og i særlig grad Mors er formet af. Dette er åbenbart ikke gået op for Venstre og Dansk Folkeparti. Ikke alene vil de ødelægge vores natur ved at grave moler i kystnære områder, men de vil også ødelægge vores landsbymiljøer.

Vi kan betro de to partier, at der er andre værdier i tilværelsen end kortsigtede økonomiske interesser.

Forfatter

Related posts

Top