Læserbrev af
Anette Svindborg (DF), medlem af kommunalbestyrelsen på Mors
I Danmark er der årligt ca. 200 børn under 18 år, som får konstateret kræft. Heldigvis overlever langt størstedelen af disse børn, faktisk hele 80%. Det må formodes, at overlevelsesprocenten i høj grad kan tilskrives de gode børnekræftafdelinger, som vi har i Danmark. I dag har vi fire børnekræftafdelinger, Aalborg, Aarhus, Odense og København, som alle leverer kræftbehandling af høje internationale standarder. Derfor kan det undre, at centralisering af børnekræftafdelinger overholdet er kommet på tale. Det er noget, som vi i Dansk Folkeparti siger rungende ”NEJ!” til.
Centralisering af børnekræftafdelingerne kom først på tale hos Sundhedsstyrelsen efter et ønske fra Rigshospitalet og Kjeld Schmiegelow, som er professor i pædiatri, på baggrund af svage argumenter om centralisering i andre EU-lande og rekruttering af kræftramte børn til forskning.
Det mener jeg virker som et tyndt grundlag for et tiltag, som vil gøre livet sværere for mange familier. Heldigvis er idéen sat på pause for nu, mens en arbejdsgruppe undersøger mulighederne for centralisering nærmere.
Jeg har regnet på sagen. Fra min egen adresse på Mors tager det ca. 4 timer og 30 minutter at køre til rigshospitalet uden stop – og det er kun den ene vej. Hvis man er heldig, kan man i et kræftbehandlingsforløb slippe med 20 sygehusbesøg, men det kan også let blive mere end 100. Hjemme fra mig ville det altså, i transport alene, dreje sig om mellem 180 og 900 timer. Hvis man har en idé om hvor hårdt, sådan et behandlingsforløb er, så ved man også, at den slags transporttid er helt uoverskuelig.
Mens dettte i sig selv kunne være argument nok for, at en centralisering ikke er retfærdig, så må vi heller ikke glemme, at kræft altid er en sygdom, som påvirker hele familien. Bare det, at have et barn med en livstruende sygdom, skaber kaos og psykiske belastninger for familien. Med en centralisering af behandlingen, vil familien blive adskilt og have svært ved at få arbejde, skole og pasning af søskende til at passe ind i den nye hverdag, som kræften kaster dem ud i. Det skaber frustrationer hos forældre og søskende, og det kan skabe en unødvendig skyldfølelse hos det barn, som vi skylder at gøre vores bedste for at behandle.
Det handler om, at vi skal give de familier, der står i en så ulykkelig situation, en hverdag med høj stabilitet og mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Det mener vi i Dansk Folkeparti, at vi kan gøre bedst, ved at tilbyde dem god behandling, som ikke er for langt fra deres hjem og faste rammer.
Vi må håbe, at Sundhedsstyrelsen kommer til fornuft, for kan det virkelig passe, at kræftramte familier skal betale prisen for centralisering?
Jeg siger nej, Dansk Folkeparti siger nej, og det er der heldigvis mange andre, som også gør.
Der er en gruppe forældre til kræftramte børn, som har startet et borgerforslag, der kan findes på borgerforslag.dk, hvis man søger på ”bevar kræftbehandlingen af børn, uændret på de fire nuværende lokationer i Danmark”. Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg gerne opfordre dig til at skrive under, så vi sammen kan vise, at det er vigtigt, at vi bevarer vores børnekræftafdelinger og behandlingsmuligheder i hele landet
