Læserbrev af
Meiner Nørgaard, kommunalbestyrelsesmedlem på Mors for Dansk Folkeparti.
Der har været en del debat om busrute 708 og dens fremtidige brug af Næssundfærgen.
Senest har Borgmester Hans Ejner Bertelsen kritiseret Regionens økonomiske udspil til en fremtidig ordning, en kritik som Dansk Folkeparti på Mors er fuldstændig enig i. Det socialdemokratiske Regionsrådsmedlem, Lauge Larsen, kalder derimod Regionens udspil for “et rigtigt godt tilbud” til Morsø Kommune.
For at kalde udspillet for et rigtigt godt tilbud må man være styret af en meget akademisk og centralistisk tankegang og tillige være udpræget “systemtænker”.
For fakta er at Regionen i dag betaler 390.000 kr. til minibusruten der benytter Vildsundbroen tur/retur mellem Mors og Thy.
Regionens tilbud, hvis bussen skal benytte færgen, lyder på 172.500 kr. og dermed en regional besparelse på 217.500 kr. og en efterfølgende merudgift til Morsø Kommune. Det er vist kun en socialdemokrat der kan se dette som “et godt tilbud”.
Jeg lærer aldrig at forstå hvorfor den socialdemokratiske ledede Region Nordjylland ikke ønsker at understøtte en regional udvikling mellem Mors og Thy, men måske er det fordi vores kommuner ligger meget langt væk fra Aalborg.