Læserbrev: Ny arbejdsmiljølov, men er det nok?

Læserbrev af
Thomas Rosenkrands, Adm. direktør, Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest

Danmark vågnede op til en ny arbejdsmiljølov den 1. januar. Den nye lov er et led i en fælles politisk aftale om at forbedre det danske arbejdsmiljø.

I alt er der afsat 460 millioner, som skal gå til at styrke Arbejdstilsynet og deres muligheder for at hjælpe de
danske arbejdspladser til et bedre arbejdsmiljø.

Der er såmænd rigtig god grund til en øget indsats, når der årligt registreres over 40.000 arbejdsulykker og
anmeldes næsten 20.000 arbejdsbetingede lidelser, hvor den ansatte i en eller anden grad er nedslidt fysisk
eller psykisk. Lægges hertil, at disse tal kun vedrører de anmeldte skader samt de ulykker, der har givet
minimum 1 fraværsdag, ja så er potentialet for forbedring ganske stort. Men hvad betyder ændringerne i loven så?

Kort fortalt, så bliver bøderne større, mens virksomhederne får øgede muligheder for at indgå aftaler med
Arbejdstilsynet. Herudover kommer der et større fokus på det psykiske arbejdsmiljø, mens der lægges op til at fokusere der, hvor behovet for indsats er størst.

Det lyder jo alt sammen meget fint og er da også understøttet af, at Arbejdstilsynet i efteråret rekrutterede
80 nye medarbejdere rundt om i landet. Som rådgiver får vi lettere ved at overbevise arbejdspladser om, at der skal investeres i arbejdsmiljø, når bøderne hæves, så grundbøden for den milde overtrædelse stiger fra 20.000 til 24.600.

Vi foretrækker dog argumentet om, at et forbedret arbejdsmiljø er en god investering: Nationale og internationale studier viser således, at 1 krone investeret i arbejdsmiljø i gennemsnit giver 2,1 kroner retur. For et fokus på arbejdsmiljø giver en øget trivsel og lavere fravær og herigennem bedre muligheder for fastholdelse og tiltrækning af arbejdskraft. Heldigvis er mange arbejdspladser meget beviste om denne sammenhæng.

Jeg krydser fingre for, at den nye lov kan bidrage til, at vi kommer til at se et væsentligt fald i antallet af
mennesker, der kommer til skade eller nedslides på jobbet, og at 20’erne bliver arbejdsmiljøets årti.

Godt nytår.

Forfatter

Related posts

Top