Læserbrev: Ørodde – drømmenes legeplads

Læserbrev af Tore Müller (S), borgmesterkandidat på Mors

I Socialdemokratiet sætter vi en ære i at sikre et rummeligt og levende demokrati. Således har vi afholdt dialogmøde om Ørodde for alle interesserede, for at høre hvad vi lokale har af ønsker og tanker om området. Det har været enormt positivt at så mange mennesker har ønsket at give deres holdning til kende til os.

Ved vores seneste arrangement på Ørodde med dette på dagsordenen, mødte ca. 125 mennesker op for at udtrykke deres holdninger. Det tegner godt for fremtiden, når den endelige udvikling og planer for området skal udvikles, besluttes og udmøntes. Konkret ift. kommuneplanen der er på vej igennem systemet, er vi kun blevet bekræftet i, at vi langt fra står alene med det synspunkt, at vi som parti ikke ønsker at der skal bygges private boliger for de få, på den nuværende campingplads.

Men der er selvsagt lang vej endnu. Området er lovgivningsmæssigt fastlåst ift. effektuering af de mange forskellige drømme og tanker. Og socialdemokratiet er helt enig i, at vi skal have dygtige folk og friske øjne til at være med til at se på området som et samlet hele for at udviklingen af området bliver så kvalificeret som muligt. Det må i sidste ende altid være den gode ide der skal være grundlaget for at forme vores offentlige områder for fællesskabets bedste.

Og inden andre kan være med til at udvikle vores drømme, skal vi jo selv have sat ord på hvilke retninger og tanker vi som lokale sidder inde med.

Der tegner sig et tydeligt billede af, at de fleste ønsker et rekreativt område, med opholdsarealer for de mange, som hovedprioritet. Samtidig ønsker de fleste vi har talt med at fastholde campingpladsen på den nuværende placering, med en mindre udvidelse såfremt det kan give mening i den samlede plan for området. Samtidig drømmer vi om, at der skal være fokus på tilgængeligheden, også på Østerstrand. Der er drømme om sundhedsfremmende redskaber og opholdsarealer der tilgodeser både unge og ældre. Og flere taler om at etablere anlæg til brug for offentlige møder og kulturelle formål.

Vi håber at arbejdet med at konkretisere områdets mangeartede muligheder, kan påbegyndes i den kommende valgperiode. Men det er samtidig vigtigt at slå fast at det ikke bare sådan kan lade sig gøre, at få etableret anlæg og planlægge nyt for området under de nuværende restriktioner.

Området er som bekendt blandt andet begrænset af det der hedder kystnærhedszonen, som betyder at vi som kommune ikke bare må planlægge for området eller lave nye tiltag som ikke er 100% afhængige af en kystnær placering. Det umuliggør f.eks. shelters, udvidelse af campingpladsen, nye rekreative områder, legepladser og ønskede faciliteter.

Så der er en lang og snørklet vej der skal passeres, inden alle ideerne overhovedet kan realiseres, men drømmene har vi jo alle lov at have. Og det mindste vi kan gøre, er at sikre en åben dialog med hinanden. Ikke mindst for at sikre udvikling for og med fællesskabet.

Forfatter

Related posts

Top