Læserbrev af
Jens Dahlgaard,
Medlem af Morsø Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet
Tirsdag aften havde vi et omdiskuteret punkt på vores dagsorden i øens kommunalbestyrelse, nemlig regeringens udspil til en ny sundhedsreform. Under debatten blev det flere gange påtalt, at dette punkt og emne ikke passer ind i en kommunalbestyrelse. Det er jeg slet ikke enig i. En ny sundhedsreform vil påvirke vores ø ret så meget. Alene af den grund er det passende at diskutere mulige konsekvenser af reformen – både de positive og negative.
Et af argumenterne tirsdag aften var, at vi først skal diskutere en ny sundhedsreform, når den er vedtaget i Folketinget. Det argument holder altså ikke. Jeg synes netop, det er vigtigt at diskutere politiske udspil, inden de bliver vedtaget.
På den måde vil vi sende sunde og demokratiske signaler til partiernes toppe om, at vi på Mors løbende diskuterer reformer, som vil få stor betydning for os.
Vi kan være med til at påvirke kommende landspolitiske beslutninger, når vi har modet til at debattere både stort og småt i vores kommunalbestyrelse. Og ja, så kan det godt være, at enkelte politikere kommer til at udtrykke holdninger, som måske ikke helt passer moderpartierne, men det er vel kun sundt demokrati, er det ikke? Lad os endelig få flere debatter af den slags.
I øvrigt virkede det, som om flere af mine medpolitikere under debatten fandt diskussionen både spændende og væsentlig, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.