Læserbrev: Svar til Pia Thorsen

Læserbrev af
Meiner Nørgaard, DF, medlem af kommunalbestyrelsen på Mors 

Svar til Pia Thorsen, Enhedslisten, der kritiserer at Udvalget for Teknik og Miljø har godkendt et forslag til en miljøgodkendelse for en landbrugsvirksomhed, beliggende på Jørsbyvej 2.

Pia Thorsen får det til at fremstå som om vi “bare giver” en tillladelse, uden at tage hensyn til naturen, landskabelige påvirkninger osv. Dette er naturligvis ikke tilfældet.

Selvfølgelig skal vi passe på den dejlige natur vi har på Mors. Jeg er glad for at den lokale formand for Danmarks Naturfredningsforening udtaler i pressen at mange initiativer er sat i gang og at vi er på rette vej. Selvfølgelig kan der gøres gøres mere, og vi skal i fællesskab finde ud af hvordan. Og her er vores lokale landmænd en vigtig medspiller, for også landmænd er interesseret i at vores natur er helt ok.

Og lad mig sige, at i den konkrete sag fra Jørsby, som Enhedslisten kritiserer, er alle lovmæssige forhold i henhold til Husdyrbekendtgørelsen, miljøloven og afstandskrav selvfølgelig overholdt til punkt og prikke. Vedr. Natura 2000 områder og EU`s habitatdirektiv til beskyttelse af sjældne/sårbare naturområder og dyr, er alle krav selvfølgelig også overholdt.

Bla. etableres der luftrensesystem i udluftningen fra staldene, som mindsker lugt og ammoniakudledning til luften. Jeg vil også nævne at Morsø Kommune aldrig har modtaget en eneste klage over produktionen på den nuværende bedrift.

Derudover har ansøger, af egen fri vilje, tilbudt at plante nyt læhegn rundt om bedriften, for at forbedre det visuelle indtryk. Dette hilser Udvalget for Teknik og Miljø selvfølgelig meget velkomment.

Så i modsætning til Pia Thorsen og Enhedslisten, der giver landbruget skylden for alt det de mener der er galt, er vi i Dansk Folkeparti glade for at vi har lokale fremsynede landmænd, der gerne vil forbedre og udvikle deres bedrifter.

Dette medvirker til at holde liv i vores lokalsamfund og sikrer en hel del arbejdspladser, ikke mindst i følgeerhvervene.

Og at udvikle og forbedre vores lokalsamfund, i fællesskab med vores borgere, er en højprioritets sag for Dansk Folkeparti.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top