Læserbrev af
Torsten Schack Pedersen, MF(V) Erhvervsordfører
Regeringen ønsker ikke at ændre den negative forskelsbehandling mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere. Det er der ganske enkelt ikke nogen logisk eller fornuftig forklaring på.
Vi skal holde hånden under de mange erhverv, der påvirkes som følge af regeringens corona-restriktioner. Men lige nu er der et ligestillingsproblem, som rammer de private erhvervsdrivende hårdest. Regeringen mener desværre fortsat, at selvstændige skal have en dårligere kompensation end deres medarbejdere.
Hjemsendte lønmodtagere får fuld løn, og deres arbejdsgiver kompenseres med op til 30.000 kr. pr. måned, mens selvstændige stadig kun kompenseres med 23.000 kr. pr. måned. Det er der ganske enkelt ikke nogen logisk eller fornuftig forklaring på, og regeringens økonomiske forskelsbehandling gør det vanskeligt for mange selvstændige at overleve krisen. Det er urimelige vilkår, som regeringen byder de selvstændige og sådan skal vi ikke behandle vores erhvervsdrivende i Danmark.
Vi risikerer, at mange selvstændige mister deres forsørgelsesgrundlag og at en række mindre virksomheder lukker ned.
Selvstændige erhvervsdrivende, iværksætter og mange andre driftige små selvstændige rammes lige så hårdt af de statslige corona-restriktioner, som deres medarbejdere gør. Så hvad er logikken i, den selvstændige frisør kan sende sine medarbejdere hjem med en lønkompensation på op til 30.000 kr., mens den selvstændige frisør kun selv kompenseres med 23.000 kr. per måned?
Hvis hjælpepakkerne reelt skal hjælpe dem, der bliver påvirket af regeringens corona-restriktioner, så kan regeringen ikke lukke øjnene for alle de mange selvstændige, som desperat har brug for hjælp.
De selvstændige erhvervsdrivende fastholder deres medarbejderes beskæftigelse, og de er med til at holde hjulene i gang i Danmark. Regeringen mangler samfundssind, når de stadig sjofler de selvstændige.
Det koster vækst og velstand, hvis vi ikke snart sikrer bedre økonomisk hjælp til de virksomheder, som har brug for det.
Det kan ikke være rigtigt, at der ikke er bedre hjælp til de selvstændige, som oplever, at hele deres livsværk smuldrer. Det er ikke rimeligt og det er ikke retfærdigt.
Det er meget enkelt; Selvstændige skal kompenseres på lige fod med lønmodtagere, hvis regeringen ønsker at få alle sikkert igennem krisen og sikre, at der er også er nogen på den anden sige af Corona-krisen til at betale regeringen.
Foto: Katja Holm