Læserbrev: Vigtigheden af gratis tandlæge

Læserbrev af
Anette Svindborg 
Medlem af kommunalbestyrelsen på Mors for Dansk Folkeparti og
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti Skive

En undersøgelse viste i 2015, at mange har fravalgt tandlæge besøg. 61,9% af de, der i løbet af 2 år ikke havde været til tandlæge, begrundede valget med at de enten ikke havde råd eller mente, at det var for dyrt. I mange år har det undret mig, hvordan det i Danmark kan være så dyrt at holde munden sund, når vi har en af verdens bedste velfærdssystemer.

Tandpleje skal tages alvoligt, og dette initiativ skal ses som en helbredsfremmende og sygdomsforbyggende indsats, der ville gavne os alle. For dårlig mundhygeiejne er ikke uden sundhedsmæssige konsekvenser.

Forskning har vist en direkte sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og en række sygdomme, som potentielt kan blive livstruende. Et konkret eksempel på denne sammenhæng kan ses ved tandkødsbetændelse, som skaber et hul i vævet i munden og dermed giver bakterier fra tænderne direkte adgang til blodårene i tandkødet og tandkødslommerne. På den måde kan baterierne spredes rundt i kroppen og skabe både hjerte-kar-sygdomme og betændelsestilstande, som, for folk der allerede er svækkede, kan få fatale konsekvenser.

Jeg mener, at vi burde betale vores nødvendige tandlægebesøg over skatten, da det i sidste ende vil spare samfundet for større udgifter forbundet med følgesygdomme af dårlig mundhygiejne, mens det også vil kunne forbedre både folkesundheden og selvtilliden for folk med tandproblemer. Dette er bestemt værd at investere i.

Forfatter
Top