LAG Thy-Mors får ekstra 1,5 millioner kroner til lokale projekter

Hvis du går rundt på Mors eller i Thy med en god idé til en virksomhed eller et projekt, som kan skabe arbejdspladser eller anden vækst ved kysten og mangler hjælp til finansieringen, så er der godt nyt.

Nu kan der nemlig søges midler hos LAG Thy-Mors i en ny såkaldt national FLAG-pulje, som traditionelt tænkes som mere fiskeri-orienteret med penge til udvikling af fiskeriet og arbejdspladser omkring erhvervet.

LAG Thy-Mors’ nye forkvinde Anette Qvistgaard vil dog gerne opfordre til at tænke på flere muligheder end fiskeri i forbindelse med lanceringen af den nye pulje, som søsættes i de kommende dage med orienteringsmøder i Hanstholm og Vildsund.

– I den kommende Nationale FLAG-pulje skal vi måske mere tænke kyst end blot fisk, fortæller hun.

Puljen kan blandt andet også give opbakning til projekter med små virksomheder og innovation ved kysten, som ikke direkte har noget med fiskeri at gøre. Puljen er anderledes end tidligere puljer fra EU, og der er også umiddelbart lettere med udbetaling og dokumentation.

Baggrunden for puljen er, at landdistriktsudvikling får tilført en ekstra pulje af nationale midler i en overgangsperiode. Bolig- og Planstyrelsen har netop løftet sløret for, at en ny national FLAG-pulje skal fungere som en overgang, indtil EU er klar med en ny FLAG-ordning. På grund af Brexit er der en 2 til 3-årig periode uden EU FLAG-midler, hvorfor man fra regeringens side har besluttet at fortsætte med en støtte til FLAG ved at oprette en national pulje.

Der er 1,5 millioner kroner til Mors og Thy, som bestyrelsen for LAG Thy-Mors skal fordele.

Udover den nye pulje vil der også være en EU LAG-pulje med ca. 1,2 millioner kroner. Denne pulje er både erhvervsrettet og til at forbedre rammevilkårene, altså bidrage med at skabe attraktive steder at bo i Thy og på Mors.

Foto: Angelina Owino

Forfatter

Related posts

Top