LAG Thy-Mors gør en lokal forskel ifølge ny analyse

Knap 25 millioner kroner. Så mange penge har medlemmerne af LAG Thy-Mors’ bestyrelse været med til at dele ud til lokale projekter i perioden fra 2014 til 2022 i den gamle LAG-forening (som efter reglerne blev til en ny forening i 2023 og forsætter til 2027). 

LAG Thy-Mors har, i samarbejde med Syddansk Universitet, valgt at få evalueret effekten af foreningens arbejde i den omtalte periode.

Dels for selv at blive klogere på, hvad der virker godt, og hvad der kan gøres bedre – og også for i bedste fald at LAG-foreningerne rundt om i Danmark kan bruge resultaterne til vise, at LAG midlerne gør en beviselig forskel.

Stolt over at tage teten

LAG er en forkortelse for Lokale Aktions Grupper. Og dem er der 26 af på landsplan under det danske Landdistriktsprogram. Det overordnede formål for den lokale forening er at støtte op om gode initiativer, der bidrager til langfristet økonomisk og bosætningsmæssig udvikling i Thy og på Mors. 

LAG Thy-Mors er også en fornuftig drevet forening, som havde en del driftsmidler i overskud – midler som ikke er tilegnet at give videre til de lokale projekter, men som skal bruges til foreningens interne arbejde. Nogle af midlerne har foreningen valgt at bruge til at købe en videnskabelig analyse foretaget af forskere på Syddansk Universitet (SDU). Analysen evaluerer foreningens arbejde på en lang række områder og emner.

Det er særligt de langsigtede resultater, der kommer frem i denne analyse. Forleden blev arbejdsgruppen præsenteret for en midtvejsanalyse, og det gjorde et positivt indtryk på Annette Qvistgaard, som er en del af arbejdsgruppen og forkvinde i den gamle forening.

“Denne analyse understøtter, at vi gør en forskel i foreningen og med LAG generelt på landsplan. Det er noget, som vi ofte siger, at vi gør, men nu kan vi også understøtte det videnskabeligt og i endnu højere grad legitimere LAGs indsats. Vi har selv bestilt undersøgelsen, men vi kan jo ikke bestille et positivt resultat og slet ikke med en undersøgelse på dette niveau. Så det er meget glædeligt med de fine evalueringer på langt størstedelen af de belyste punkter”, fortæller Annette Qvistgaard og forsætter:

“Jeg er også meget stolt af, at det er os her i Thy og på Mors, der har tager teten og har overskud og ambitioner til at få lavet sådan en analyse. Nationalt er vi kun to foreninger, der har undersøgt effekten af vores arbejde. Det viser, hvad vi kan på disse kanter, og jeg takker og har stor respekt for både bestyrelsesmedlemmerne, koordinatorens og projektholdernes indsats”, siger hun.

Hør mere 10. april til generalforsamlingen

Hun sender også en stor tak ud til alle, der har deltaget i evalueringen, som blandt andet består af interview med 18 tidligere projektholdere, som har modtaget midler fra foreningen.

Inger Bøgh Bisgaard har været koordinator for foreningen siden 2015, altså så godt som hele den periode, der har været evalueret på. Hun glæder sig også over analysens resultater.

“Vi siger ofte, at grunden til den brede strategi, som foreningens arbejde bygger på, er antagelsen om, at en langsigtet, holdbar udvikling skal drives og ejes af lokalbefolkningen. Det er Thy- og Morsingboerne, der har deres hjerte og passion her – det er den udvikling de skaber, der virkelig gør en forskel, både økonomisk og socialt. Og det synes jeg bestemt, at analysen bekræfter”, lyder det fra Inger Bøgh Bisgaard.

Alle interesserede er velkomne til at møde op og høre mere om analysen fra SDU og resultater af evalueringerne, når foreningen holder generalforsamling 10. april kl. 19.00

Generalforsamlingen afholdes i Frøslev Gl. Skole i Frøslev. Aftenens program og øvrige informationer er tilgængelige på foreningens hjemmeside, facebook og lokale medier. Husk tilmelding.

Foreningen håber også, at der findes nogle derude, der har lyst til at være med til at gøre en positiv forskel og stille op til bestyrelsen – der bliver nemlig et par pladser ledige, som der skal findes nye til på generalforsamlingen.

Foto : Angelina Owino

Forfatter
Top