’Landbrugs-crew’ er et tilbud, der er skabt via et samarbejde mellem Nordic Food College og Ung Mors.
Det er Morsø Ungdomsskole, der faciliterer forløbet, som strækker sig over seks uger, hvor eleverne er afsted én dag om ugen. Først har de undervisning på Nordic Food College, hvor de får oplevelsen af, hvordan det er at gå på skolen, mens de får undervisning i at håndtere maskiner, arbejdshåndtering af dyr samt viden om arbejdspladskultur. Herefter skal eleverne i praktik hos en række landmænd, som har lyst til og mod på at arbejde med unge mennesker og give dem en fornemmelse af arbejdet i landbrugserhvervet. Den sidste dag i forløbet er eleverne tilbage på Nordic Food College, hvor der er evaluering, snak om fritidsjob/ansøgninger samt uddeling af diplomer. Efter forløbet er afsluttet, har de unge mulighed for at få individuel støtte i jagten på et fritidsjob, hvis de ønsker det.
Tilslutningen til ’Landbrugs-crew’ har været så stor, at succesen bliver gentaget i det nye år.
Det er første gang, vi kører et forløb som ”Landbrugs-crew”, og det har været så stor en succes, at vi agter at gøre det i foråret også. Der er en god dynamik, når de hos os får noget teori og nogle værktøjer med i bagagen, og de bagefter kommer ud til forskellige landmænd og ser, hvordan en landbrugsvirksomhed fungerer i praksis. Vi er utrolig glade for samarbejdet, og det virker også naturligt, at vi er samarbejdspartner på det her tilbud, da vi er de eneste på Mors, der udbyder erhvervsuddannelserne inden for landbrug og fødevarer, fortæller Jonas Korsgaard, som er forstander og uddannelseschef på Nordic Food College.
Sideløbende med ’Landbrugs-crew’ har Morsø Ungdomsskole og Nordic Food College også udbudt forløbet ”Gå til landmand” som et alment ungdomsskolehold. Her er landbrugsinteresserede elever på et 8 uger langt forløb én eftermiddag ugentligt på Nordic Food College efter skoletid. Her får de mulighed for at være en del af de arbejdsgange, der er i sæson i landbruget. De får lov at være med til alt fra at drive køer og geder til at køre halm på loftet og andre landbrugsrelaterede aktiviteter. Dette forløb skal også køre igen, da der er stigende interesse for det.
Det har stort fokus og både Nordic Food College og Morsø Ungdomsskole ønsker flere samarbejder.
Hos Morsø Ungdomsskole har vi de seneste 5 år beskæftiget os med fritidsjob indenfor supermarked i projekt Coop Crew. Med de erfaringer vi har gjort os, var det en oplagt mulighed at starte samarbejde med Nordic Food College omkring fritidsjob indenfor landbruget. Vi ved fra forskning, hvor stor betydning et fritidsjob kan have for unges skolegang, sociale færdigheder og på sigt uddannelsesmuligheder. Det her er indsatser, vi slet ikke er færdige med at udforske i forhold til at etablere andre samarbejdsmuligheder i kommunen. Det giver mening på alle parametre og er helt sikkert noget, som fremadrettet har et stort fokus hos Morsø Ungdomsskole og i hele Ung Mors organisationen, siger Johs Odgaard, leder af Morsø Ungdomsskole.