Samtidig med at flere og flere bliver vaccineret mod Covid 19 er smitten med coronavirus i samfundet nu så lav, at alle landets hurtigteststeder lukker senest på lørdag.
Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.
Det betyder, at det fremover vil være PCR-test, der tilbydes i det landsdækkende net af faste teststeder.
Den gennemsnitlige svartid på en PCR-test er 10-12 timer. Men skulle der opstå et nødstilfælde, hvor en person ikke kan vente og med kort varsel har brug for en test, så vil det på udvalgte PCR-steder være muligt at få en hurtigtest.
Smittesituationen forandrer sig hele tiden. For at være forberedt på en situation med stigende smitte er regionerne og de private udbydere af hurtigtest blevet enige om at forlænge deres aftaler, så myndighederne med 14 dages varsel kan beslutte at genindføre offentligt betalte hurtigtest hos de private udbydere, hvis der skulle blive behov for det.
På coronasmitte.dk kan du se kortet over teststederne, deres åbningstider samt hvor der er mulighed for hurtigtest i nødstilfælde. Mange steder behøver du ikke at bestille tid for at få en test.
Foto: Line Bloch Klostergaard