I debatten om ungdomsuddannelser er det vigtigt, at denne bygges på fakta, så unge og forældre kan træffe det rette valg. Der har været nogle misforståelser om alderssammensætningen og frafaldet på erhvervsuddannelserne, som EUC Nordvest ønsker at korrigere, så de mange unge, der lige nu står over for det vigtige valg af ungdomsuddannelse, ikke vildledes i deres beslutningsproces.
Én af de udtalelser, som den lokale erhvervsskole gerne vil afvise, er påstanden om, at gennemsnitsalderen for de nye elever på erhvervsuddannelserne er 26 år. Det er faktuelt forkert. Man kan som udgangspunkt faktisk slet ikke påbegynde Grundforløb 1 (GF1) på en erhvervsuddannelse, hvis man er over 18 år.
“Det er en forældet opfattelse, at erhvervsuddannelserne primært henvender sig til ældre elever. 94% af eleverne på GF1 er 17 år eller yngre, og tager vi Grundforløb 2 (GF2) med i puljen, er to ud af tre elever under 20 år. Som ny ung elev på EUC Nordvests erhvervsuddannelser, kan man derfor trygt regne med at blive en del af et stærkt ungemiljø”, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest i en pressemeddelelse.
Han fremhæver, at et godt socialt og fagligt miljø er afgørende for, at de unge får en god uddannelsesoplevelse. Derfor arbejder EUC Nordvest målrettet på at styrke fællesskabet og den enkelte elevs motivation. Denne indsats afspejler sig i de nationale trivselsundersøgelser, der viser en generel stigning i elevtrivslen på erhvervsuddannelserne.
Frafaldet er lavt
Sammenligner man med landsgennemsnittet, ligger EUC Nordvest flot til, når det handler om at sikre en høj fastholdelse af eleverne. Tallene for 2024 er endnu ikke offentliggjorte, så her tages afsæt i opgørelsen fra 2023.
“De nyeste opgørelser viser, at det samlede frafald på vores GF1-forløb lå på blot 7,8%. Og ser vi på overgangen mellem GF1 og GF2, var frafaldet på beskedne 2%, mens frafaldet på GF2 endte på 4,7%. Det er langt under landsgennemsnittet og viser, at vi lykkes rigtig godt med at få vores unge elever til at gennemføre og fortsætte videre på næste step i deres uddannelse”, fastslår Hans Chr. Jeppesen.
EUC Nordvest oplever en stor interesse for erhvervsuddannelserne, og direktøren peger i den sammenhæng på, at den stigende popularitet hænger sammen med de gode jobmuligheder og den voksende anerkendelse af faglært arbejdskraft.
“Vi oplever generelt en stor interesse for erhvervsuddannelserne – ikke mindst fordi de giver de unge en direkte vej til job og gode karrieremuligheder. Vi ser en stigende anerkendelse af, at faglært arbejdskraft er afgørende for fremtidens arbejdsmarked, og derfor er erhvervsuddannelserne også et stærkt valg – og det vil de være i mange år fremover”, slutter Hans Chr. Jeppesen.
Foto : EUC Nordvest