Onsdag aften bragte Jyllands-Posten et lækket internt notat fra Finansministeriet fra forhandlingerne om udligning, hvor der angiveligt stod, at Venstre i forhandlingerne har ønsket at få tilgodeset fem kommuner med Venstre-borgmestre.
Få timer senere afviste finansminister Nicolai Wammen (S) imidlertid, at det har været et krav fra Venstre.
– Jeg kan klart afvise, at Venstre på vores forhandlingsmøder har krævet, at specifikke Venstre-kommuner skulle favoriseres i forbindelse med en ny aftale om en udligningsreform, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.
I notatet, som Jyllands-Posten har fået adgang til, står der blandt andet om Venstre:
– Endvidere kan et sigte for Venstre være at vende tab til gevinster/øge gevinster for vigtige V-kommuner (Aabenraa, Frederikssund, Stevns, Varde, Lemvig).
Venstre har tidligere kritiseret Socialdemokratiet for at favorisere kommuner med socialdemokratiske borgmestre, og i blandt andet Lemvig Kommune, som har Venstre’s Erik Flyvholm som borgmester, står i følge regeringens udspil til en ny udligningsordning til at skulle afgive 16,4 millioner kroner til det kommunale udligningssystem.
Læk meldt til politiet
Politisk ordfører Sophie Løhde (V) siger om sagen til Jyllands-Posten:
– Jeg vil hverken be- eller afkræfte, om det er noget, jeg har sagt i et rum, der burde være fortroligt.
– Jeg kan konstatere, at vi ikke kan stole på regeringen i forhandlingsrummet eller i det offentlige rum. Det her er endnu et uhørt tillidsbrud fra en total magtfuldkommen regering, siger hun til avisen.
Tidligere onsdag fortalte Finansministeriet, at man har politianmeldt et læk af fortrolige dokumenter fra forhandlingerne.
LÆS OGSÅ:
Foto: Thorkild Jensen