Ligestillingsminister vil have flere voldtægtsdomme

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er begejstret for, at regeringen nu officielt bevæger sig mod at ændre loven omkring seksuelle overgreb og samtykke.

Hun ser kritisk på, at der kun faldt dom i 12 procent af de knap 1.000 voldtægtssager, der blev anmeldt i 2017.

– Det siger mig, at vi simpelthen ikke beskytter kvinder godt nok i dag. Og det kræver, at vi lovgivere får skærpet lovgivningen og markeret samfundets afstandtagen til voldtægt og også i højere grad kan få gerningsmanden dømt, når et overgreb er begået, siger Eva Kjer Hansen.

Mere konkret mener ministeren, at loven kan ændres, så den i højere grad inddrager “skærpende omstændigheder” for bedre at sikre kvinders retsbeskyttelse.

Det er ifølge Eva Kjer Hansen situationer, hvor den anmeldte voldtægt eller voldtægtsforsøget er foregået et “mærkværdigt sted”, hvis anmelderen har været sanseløst påvirket af alkohol eller stoffer, eller situationer hvor kvinden “fryser af angst”.

Det kan også være ved gruppevoldtægter eller situationer, hvor overgrebet er blevet filmet.

– Jeg ønsker, at de eksempler bliver inddraget i langt højere grad end i dag. Sådan så vi får et bredere fundament for at få domfældelser ved anmeldelser, siger Eva Kjer Hansen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har nu bedt Straffelovrådet om at formulere lovændringer, der kan styrke kvinders retsbeskyttelse i voldtægtssager. Regeringen afventer nu rådets svar.

/ritzau/

Foto: Folketinget

Forfatter

Related posts

Top