Limfjorden kommer på skoleskemaet

OPHAV Limfjorden er navnet på en ny skoletjeneste, der skal give alle børn og unge på Mors en større viden om fjorden. Novo Nordisk Fonden støtter med knap 6 millioner kroner til det fem-årige projekt med de store ambitioner, som også kan komme resten af landets skoler til gavn.

Ifølge flere undersøgelser bliver børn og unge mere og mere fremmede over for den natur, som omgiver dem. Det gælder også på Mors, hvor der generelt ikke er den samme brug og forståelse for Limfjorden, som der var for forældrenes og bedsteforældrenes generationer.

Det vil en ny skoletjeneste med navnet OPHAV Limfjorden lave om på. Børn og unge fra 0 til 18 år på Mors skal lære meget mere om Limfjorden og gøre den til en mere naturlig del af deres liv.De skal også lære mere om bæredygtighed, og hvordan de tanker kan bruges på fjorden. Planen er ambitiøst, og projektet har vækket genklang ved Novo Nordisk Fonden, som netop har sagt ja til at bakke op med knap 6 millioner kroner.

Projektet starter op allerede fra januar 2022 og strækker sig over 5 år. Det har et samlet budget på ca. 10 millioner kr. Den store milliongave fra Novo Nordisk Fonden gør derfor stemningen ekstra god op til jul for Morsø Kommune og deres samarbejdspartnere, der er med til at udvikle skoletjenesten OPHAV Limfjorden.

 

Støtte er med til at søsætte store planerFormand for den politiske styregruppe for det nye Oplevelses- og Søsportscenter, Klaus Hvidtfelt Larsen, ser store muligheder i samspillet mellem OPHAV og det nye center.

– Vi er så taknemmelige for, at Novo Nordisk Fonden laver en så gavmild støtte til at søsætte OPHAV. Skoletjenesten falder rigtig godt i tråd med vores planer og tanker for Oplevelses- og Søsportscentret. Jeg tror virkelig, at vi har gang i noget, der er med til at få Mors endnu mere på både land- og søkortet, og som generelt kan få folk til at sætte endnu større pris på fjordens muligheder, siger Klaus Hvidtfelt Larsen.

Stolt chef for Skoler og DagtilbudMichael Dahlgaard, Morsø Kommunes chef for Skoler- og Dagtilbud, er stolt over opbakningen fra Novo Nordisk Fonden.

– Det er jo helt vildt, at vi igen hiver så flot en økonomisk støtte i land til et af vores projekter. Det er super godt gået af alle, der har været med til at udvikle OPHAV og skrive ansøgningen, siger han og forsætter:– Skoletjenesten bliver noget, vi alle kan være stolte af, og den rummer store perspektiver. Alle børn og unge vil komme i berøring med den, og målet er, at de kommende generationer vil få en bedre forståelse for livet i Limfjorden og dens muligheder og vil få lyst til at bruge den mere i deres hverdag, fortæller skolechefen.

 

Skaldyrscentret ser frem til samarbejdetLederen af DTU Aqua – Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing, Jens Kjerulf Petersen, ser også interessante muligheder i projektet. OPHAV Limfjorden vil blandt andet betyde, at endnu flere børn og unge vil besøge Skaldyrscentret, og nogle af de 6 millioner kroner vil gå til at forbedre rammerne for stedets formidling.

– Vi ser meget frem til samarbejdet og muligheden for at formidle universitetsviden i børnehøjde. Som udgangspunkt er det lidt usædvanligt, at et universitet direkte er med til at udbrede viden og kompetencer til børn i skolealderen – projektet giver dog så meget mening i lyset af vores placering midt i Limfjorden – og at vi kan være med til, at flere unge får smag for det naturvidenskabelige felt, fortæller Jens Kjerulf Petersen, professor i skaldyrsbiologi og økologi samt sektionsleder på DTU Aqua – Dansk Skaldyrscenter.

 

Landsdækkende perspektiver og lokal udviklingAlle børn og unge på Mors kommer mindst en gang om året til at indgå i OPHAV Limfjorden.Der udarbejdes målrettede forløb til både dagtilbud, grundskoler på samtlige klassetrin samt specialskoler og kommunens ungdomsuddannelser.

Projektet vil også få sin egen digitale platform med undervisningsmateriale, som vil være frit tilgængeligt for andre skoler i hele landet. Og så skal pædagoger og lærere efteruddannes, så de kan være med til at gøre børnene endnu klogere på Limfjorden.

Forfatter
Top