Limfjordsteatret får støtte til digital scenekunst

Statens Kunstfond har valgt at støtte Limfjordsteatret med 70.000 kroner fra en kvalitetsudviklingspulje for egnsteatre. Puljen har til formål at fremme udviklingen af nye digitale formater og projekter i en tid, hvor Covid-19 sætter mange begrænsninger for teatrenes traditionelle virke.

– Vi er rigtig glade for støtten, der er et flot bidrag til indkøb af omkostningstungt udstyr, som vi kan bruge til at udforske og afprøve nye digitale former i løbet af den kommende sæson, siger teaterleder Gitta Malling.

Hun lægger ikke skjul på, at Covid-19 giver mange udfordringer i forhold til at drive egnsteater.

– Traditionelt er nærheden til publikum en af vores store styrker. Men i en tid, hvor vi skal holde afstand, er der begrænsninger for, hvor mange publikummer vi må være, hvor mange, der må være på scenen – og hvor tæt de må være. Derudover er der også nogle af vores faste publikummer, som af forskellige årsager ikke tør komme i teatret, så længe der ikke findes en vaccine mod Covid-19. Derfor vil vi gerne arbejde med udvikle nogle digitale løsninger, som kan være med til dels at holde scenekunsten i gang – dels hjælpe os med at fastholde vores publikum, siger Gitta Malling.

Pengene vil især gå til indkøb af kameraer og andet teknisk udstyr.

– Vi har flere ting i tankerne til udvikling af digital scenekunst, men de kræver teknisk udstyr, som vi ikke lige har haft penge til i budgettet. Derfor luner de 70.000 kr. rigtig godt, siger Gitta Malling.

I alt har Statens Kunstfond uddelt 1.175.000 kroner fra puljen, som er gået til syv forskellige egnsteatre.

Foto: Lars Horn, Baghuset

Forfatter

Related posts

Top