Straks teatrene får lov at genåbne den 6. maj, er Limfjordsteatret klar med første forestilling.
Allerede samme aften opføres teatrets populære teaterkoncert over Tom Waits rå og musikalske univers ”Træt lever og tungt hjerte” på Frøstrup Gl. Kro i Thy.
Truppen bag forestillingen var midt i en tætpakket turné sidste år, da landet lukkede ned på grund af corona – og de resterende forestillinger måtte aflyses.
Forestillingen er bygget op over Tom Waits musik og poetiske tekster, som Lasse Popp fra Limfjordsteatret har oversat og fordansket. Forestillingen spiller for højst 30 publikummer ad gangen og helst på alternative spillesteder.
Den 7. maj rykker truppen til Madpakkehuset i Vorupør – og teatret undersøger desuden muligheden for yderligere to forestillinger i Thy den 25. og 26. maj.
Herefter rykker Træt-lever-trioen til Limfjordsteatret på Mors, hvor de spiller den 27. og 28. maj – og hvor der er rift om billetterne.
– Det er en forestilling, som har fået noget nær kultstatus mange steder, så man skal være hurtig, hvis man vil sikre sig en plads, siger teaterleder Gitta Malling.
Hun kan desuden byde på yderligere to forestillinger i maj, som opføres i teaterhuset på Mors: Først den anmelderroste soloforestilling ”Er der plads til mig” af og med tykaktivisten og eksilmorsingboen Lise Pleidrup, som spiller 17., 18. og 20. maj.
Endelig får offentligheden mulighed for at opleve Limfjordsteatrets nye voksenforestilling ”Noget om antihelte”. Forestillingen måtte nøjes med intern urpremiere under nedlukningen i marts, men kan nu omsider få lov at spille for publikum. Først på CPH Stage-festivalen i København, derefter på Limfjordsteatret 30. og 31. maj.
Foto: Lars Horn, Baghuset