Limfjordsteatret klar til flere rundvisninger

Selv om det nu er et år siden, det nye Limfjordsteater i Nykøbing åbnede, er der stadig stor interesse for at se og høre om det nye teaterhus.

Både fra private, erhvervslivet, foreninger og klubber. Derfor er der i denne sæson indlagt hele fire offentlige rundvisninger i programmet med den første søndag formiddag den 11. oktober.

– Men på grund af coronaen gør vi det lidt anderledes, end vi plejer. Blandt andet sætter vi en begrænsning på højst 20 deltagere og beder folk om at benytte mundbind på vej rundt i huset, fortæller teaterleder Gitta Malling.

Teaterleder Gitta Malling på en af de tidligere rundvisninger.

Den første del foregår siddende ved borde i foyeren, hvor man får serveret en kop kaffe og – uden mundbind – kan få fortællingen om både selve Limfjordsteatret og om selve tilblivelsen af det specielle byggeri, og de mange år det var undervejs. En historie, som den største sponsor, A. P. Møller Fonden, også gerne fortæller. For det er helt unikt, at man har kunnet opføre så markant et byggeri for de penge, som Limfjordsteatrets Byggefond har haft til rådighed.

– Herefter går vi rundt og ser det nye teater. Og her beder vi jo så folk tage mundbind på og holde afstand til hinanden, siger Gitta Malling.

Alle fire rundvisninger 11. oktober, 1. november, 7. februar og 28. marts er placeret på søndage fra kl. 11-12.30.

– Vi har erfaret, at mange gerne vil have familie og venner udefra med op at se teatret, og at det derfor er et godt tidspunkt, siger Gitta Malling.

Billetter til rundvisningerne kan reserveres på Limfjordsteatrets hjemmeside og koster 55 kr. inklusive en kop kaffe.

Foto: Lars Horn, Baghuset

Forfatter

Related posts

Top