Med de sidste aftaler på plads kan Limfjordsteatret i Nykøbing efter et turbulent forløb nu rykke ind i den gamle bygning i Frederiksgade 5, som siden 2014 har været Thisteds teaterhus.
Limfjordsteatret overtager i første omgang Thy Teaters lejekontrakt for 2021, men med virkning fra 2022 overtager Thisted Kommune den tidligere politistation, fortæller Niels Jørgen Pedersen (V), der er formand for erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalget i Thisted Kommune.
– Når kommunen bliver ejer af bygningen, giver det bedre muligheder for at lave nogle fornuftige bygningsmæssige investeringer og forbedringer, siger han og tilføjer, at det er en god bygning med en fantastisk beliggenhed midt i byen, tæt på tog- og busstationen, hvilket i høj grad er vigtigt for et egnsteater med stort fokus på børn og unge.
Limfjordsteatrets leder Gitta Malling er særdeles glad for aftalen:
– Det er dejligt at mærke, at Thisted Kommunes politikeres vælger at satse på kulturen, og med købet af den gamle politistation giver teatret en sikker grund at stå på. Vi har været inde for at gennemgå bygningen fra kælder til kvist, og glæder os meget til at tage den i brug. Det er et utrolig charmerende hus med mange muligheder, siger hun.
I første omgang planlægges nogle bygningsmæssige forbedringer i løbet af foråret, inden huset tages i brug.
– Der er flere ting i forhold til både handicapvenlighed og brandsikring, vi ønsker at forbedre. Med et gammelt hus, kan man godt få dispensation til en del, men med de erfaringer vi har med fra byggeriet af vores nye teaterhus, ser vi nogle muligheder for en opgradering af teaterhuset i Thisted, siger Gitta Malling.
Åbningsfest til september
Det første halvår i 2021 er afsat til håndværkere, indflytning og indretning samt ansættelse og indkøring af nye medarbejdere.
– Vi er i fuld gang med at ansætte folk, som vi glæder os til snart at kunne præsentere. Der bliver en tre-fire fastansatte i Thy plus folk som hyres ind til forskellige projekter. Derudover får de to huse – på Mors og i Thy – fælles ledelse, bogholderi og pr-afdeling, ligesom det kunstneriske og tekniske personale også kan arbejde på tværs alt efter hvilke arrangementer eller forestillinger, der skal laves. Endelig har vi travlt med at indkøbe teaterforestillinger for både voksne og børn, så vi kan sammensætte et bredt program for sæson 2021/2022, siger Gitta Malling.
Limfjordsteatret skulle i denne uge have vist sin familieforestilling ”morfarMORFARmorfar” i Kulturrummet i Thisted, som en markering af, at man nu er rykket over Vildsundbroen. Torsdag aften skulle der desuden have været et officielt velkomstarrangement, som også skulle være starten på et nyt teaternetværk i Thy.
– På grund af nedlukningen måtte vi desværre aflyse og udskyde det hele. Men vi ser frem mod marts, hvor vi skal spille forestillingen ”Forvandling” for de helt små i Kulturrummets sal. I uge 18 i maj skal vores Tom Waits-forestilling ”Træt lever og tungt hjerte” på en lille turné til alternative spillesteder rundt omkring i Thy. Og så kan vi allerede nu varsle, at vi åbner det nye Limfjordsteater i Thy med et brag af en fest den 12. september, hvor vi forhåbentlig ikke behøver spekulere på corona længere, slutter Gitta Malling.