Takket være sommerhusejerne tilknyttet Sol og Strands Klitmøller-kontor er der nu skabt mulighed for at genoptage de populære livreddercamps i Vorupør og Klitmøller.
Som en del af feriehusudlejningsbureauets årlige uddeling af penge i de lokalområder, som det har kontor i, har surfklubben NASA i Klitmøller fået stillet 25.000 kroner i udsigt, som skal gå til bl.a. livereddercamps:
– Vi er utrolig glade for denne støtte, som giver os mulighed for at indkøbe boards til mindre børn, give forældre uden den fornødne økonomi mulighed for at sende deres børn på livreddercamp og endvidere afholde to events i forlængelse af campen i uge 29 og 30, siger livrednings-ansvarlig i NASA, Iben Johansen, der selv er uddannet livredder.
Siden 2016 har Cold Hawaii Kystlivredningsklub med succes arrangeret livreddercamps for børn. Manglende ressourcer og covid-19 betød, at campen ikke blev til noget sidste år. I mellemtiden har man valgt at fusionere kystredningsklubben og NASA, og nye kræfter har valgt at genoptage arrangementerne, som finder sted i uge 29 i Klitmøller og i uge 30 i Vorupør.
– Her vil uddannede instruktører lære børn om sikkerhed i og omkring havet samt give dem mulighed for at lære førstehjælp og redninger. Vandsport er populært som aldrig før og tiltrækker ikke blot professionelle udøvere men alle. Derfor mener vi, at det er vigtigt at vide, hvordan man skal agere , når man befinder sig i havet, hvor strømforhold og vejret spiller en afgørende rolle, fortæller Iben Johansen.
Arrangørerne har også et håb om, at livreddercamps’ene kan medvirke til at vække interessen for livredning i almindelighed.
– Vores mål er at få lavet et hold i Thy, så man kan gå til livredning hele året. Det er er en sportsgren på lige fod med fodbold og håndhold, og der afholdes eksempelvis Danske Mesterskaber i disciplinen, siger Iben Johansen, der desuden håber, at det på sigt bliver muligt at etablere yderligere to camps..
Der uddeles i alt 50.000 kroner i lokalområdet, og de to øvrige nominerede kandidater i håndsrækningen – Foreningen Lildstrand Landingsplads og Hvalpsund Borgerforening – kan se frem til at modtage hver 12.500 kroner. Ildsjælene i Lildstrand ønsker at bruge pengene til et efterfølgende gartnerarbejde i forbindelse med etablering af planlagte kystterrasser på stranden.
Hvalpsunds frivillige ønsker at etablere cykeludlejning til glæde for områdets gæster.
Sol og Strand har i år afsat i alt en million kroner til projekter i de 21 lokalområder, hvor virksomheden har kontor. Det er de sommerhusejere, som udlejer deres sommerhuse lokalt, der bestemmer, hvilke projekter der skal støttes.