Livredderne advarer: Pas på det blæsende sommervejr

Årets badesæson åbnede med sol og travlhed på strandene.

Den igangværende uge byder til gængæld på hård blæst, og det får livredderne til at advare både badegæster, SUP’ere, kajakroere, sejlere og andre, som bruger vandet. Blæsten kan give revlehuller med kraftig understrøm ved vestvendte kyster, mens kraftig fralandsvind ved de østvendte kyster kan gøre det vanskeligt at komme tilbage til land.

– Vinden giver hvert år anledning til farlige situationer, hvor livredderne henter folk ind fra vandet, og jeg forudser, at vi kommer til at se redningsaktioner på grund af vinden i den kommende uge, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Ude på vandet er vinden ofte kraftigere end inde på land, og derfor er det – som altid – tilrådeligt at tage mindst to personer ud på vandet, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer.

Strømmen kan overraske i de sjove bølger
Befinder man sig ved vestvendte kyster, skal man passe på revlehullerne.

– Er man ved vestvendte kyster er der risiko for revlehuller, som giver stærk understrøm. Der er store bølger, som kan være sjove at kaste sig ud i, men de er også meget kraftfulde og kan vælte dig omkuld, og strømmen kan trække dig med ud fra kysten. Hvis det sker, skal du ikke kæmpe imod, men forsøge at bevare roen. Søg derefter hurtigst muligt til siden, og svøm derefter ind mod land, siger Anders Myrhøj.

Brug vesten – og overvej at blive i havn
Fra Søsportens Sikkerhedsråd lyder også en opfordring til sejlerne og andre, som bruger vandet, til at tage sine forholdsregler.

– Vinden vil være frisk til hård og med vindstød på op til 17 m/sek. Det er en udfordring for selv erfarne sejlere, og derfor bør man overveje, om man overhovedet behøver at sejle, hvis det er hårdt vejr, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, og fortsætter:

Foto: Forsvaret

– Det er ikke en skam at blive i havn. Det er tværtimod at tage skipperansvar. Sejlads i hårdt vejr er ikke i sig selv farligt, men det kræver ekstra planlægning, ressourcer og udstyr – og naturligvis, at alle ombord bærer redningsvest. Vi ved fra vores observationsstudier, at hvis man er en gruppe på vandet, og den ledende person bærer redningsvest, så er chancen for, at de andre gør det samme, væsentligt større. Vær derfor et godt forbillede for dine sejlvenner.

Foto: Trygfonden

Forfatter

Related posts

Top