Flere medier skriver i dag, at Morsø, Thisted, Skive og Herning Kommuner til sammen har brugt 1,1 million kroner på at få udvidelsen af Rute 26 og Rute 34 med i den kommende infrastrukturpulje.
Det er netmediet Frihedsbrevet, der på baggrund af en aktindsigt, kan afsløre, at kommunerne har betalt kommentatoren Søs Marie Serup for at udføre lobbyarbejde i perioden efteråret 2018 og sommeren 2019.
– Det er mange penge, men ikke skræmmende, når det deles med fire, fortæller Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) til Nordjyske. Han tilføjer, at beløbet ikke er overraskende i og med udgiften til komiteen for udvidelse af vejstrækningen har været en del af den kommunale budgetplanlægning.
I alt er der med trafikforliget afsat 700 mio. kr. til udvidelsen af strækningen mellem Hasntholm og Herning og set i det lys er investeringen fra den tværkommunale komité, som arbejder for udvidelsen, kun en brøkdel.
Arbejdet med at udvide strækningen fra Hanstholm til Sallingsund kan gå i gang i 2023. Først i 2031 forventes arbejdet med at udvide den resterende strækning til Herning at kunne gå i gang.