En ældre vindmølle er løbet løbsk på Mors. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
– Løbsk vindmølle nordvest for krydset Næssundvej og Vilsundvej, skriver politiet natten til mandag.
Næssundvej er derfor spærret for færdsel mellem Harrehøjvej og Vildsundvej af frygt for at vingerne kan blæse af vindmøllen.
Morsø kommune den 29/12 kl. 2205: Løbsk vindmølle nordvest for krydset Næssundvej og Vilsundvej. Næssundvej er spærret for færdsel mellem Harrehøjvej og Vilsundvej. Der er hjemmeværn på stedet. P.t. ingen tidshorisont. Udvikling i sagen kan følges på Twitter.
— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) December 30, 2019
Politiet oplyser på Twitter, at folk fra Hjemmeværnet er til stede i området, og at der ikke er nogen tidshorisont for, hvornår situationen er løst.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsag til, at vindmøllen er løbet løbsk. Men det er før set, at bremsesystemerne på en vindmølle har svigtet, hvorefter vingerne fortsætter med at snurre rundt.
Der er tale om en vindmølle på 175 kilowatt af mærket DWP. Vindmøllen er opstillet i 1986. Den er omkring 30 meter høj, oplyser vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi.
En lignende mølle blev fjernet fra samme sted i 2015 på grund af samme problem, oplyser politiet på Twitter.
Dengang endte det med at toppen af vindmøllen blev revet løs og faldt ned. Ingen kom til skade.
/ritzau/
Foto: Politi.dk