Lokal aftale sikrer nyt traktorbrand til Morsø Landbrugsskole

Morsø Landbrugsskole har føjet endnu et traktormærke til maskinparken.

Skolen har i forvejen traktorer fra New Holland, John Deere, Massey Ferguson og Valmet, og som noget nyt er mærket Claas nu også at finde blandt skolens traktorer.

Den nye traktor er kommet i hus på en skoleaftale med Vinderup Maskiner A/S. I aftalen ligger, at traktoren udskiftes med en ny model om 10 mdr. Tilsvarende aftale har skolen med J. Hundahl A/S omkring New Holland-traktorer.

Morsø Landbrugsskole råder pt. over ni forskellige traktorer, hvilket giver skolens elever rig lejlighed for at prøve kræfter med forskellige maskiner.

– Det er vigtigt for os, at vores maskinpark repræsenterer et bredt udsnit af de maskiner, eleverne kommer til at møde ude i branchen. Traktorernes autostyring og GPS er forskellige fra mærke til mærke, så desto flere forskellige mærker og maskiner, de kan prøve her hos os, desto bedre rustet er de, når de kommer ud på deres arbejdsplads, understreger forstander og uddannelseschef på Morsø Landbrugsskole, Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Den nye traktor fra Claas er med GPS, 155 hestekræfter og trinløs gearkasse en mellemklasse traktor med et godt udstyrsniveau som størrelsesmæssigt passer perfekt til den lokale landbrugsskoles behov.

Forfatter

Related posts

Top