For at støtte det lokale erhvervsliv iværksætter Morsø Kommune nu flere tiltag, som skal sikre fortsat drift i samfundet.
Tiltagene omfatter bl.a. hastebetaling af regninger, at vedligeholdelsesprojekter fremskyndes, etablering af målrettet erhvervshjælp for virksomheder og åbning af genbrugspladsen for erhvervsdrivende.
Som en af de første kommuner i Danmark besluttede Morsø Kommune at tilsidesætte gældende betalingsbetingelser. Hver mandag hastebetales alle regninger fra erhvervslivet for at understøtte virksomhedernes likviditet.
– Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at samfundet holdes kørende. Derfor er jeg også glad for, at vi i Morsø Kommune har den likviditet, der skal til, for at hjælpe de erhvervsdrivende så godt som muligt igennem denne ekstraordinære situation, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.
Ønsker man som virksomhed ikke fremskyndelse af betaling, kan man kontakte kommunen på tlf. 99707000 – for at få en individuel aftale.
Vedligehold for 1,5 millioner kroner fremskyndes
Et andet tiltag, som kommer til at glæde mange faggrupper, er fremskyndelse af forskellige vedligeholdelses-projekter. Der er i øjeblikket en del bygninger, som står tomme – eksempelvis Dueholmskolen og Materielgården. Disse bygninger vil nu blive renoveret tidligere end planlagt.
– Det vil være mange forskellige håndværksgrupper, som får glæde af denne beslutning. Alt fra tømrere, VVS-installatører, malere og elektrikere med flere, der får del i de 1,5 millioner kroner, som vi i første omgang vil renovere for, siger Hans Ejner Bertelsen.
Corona-beredskab klar til at hjælpe alle virksomheder på Mors
Morsø Erhvervsråd samarbejder tæt med Erhvervshus Nordjylland, der har etableret et akut corona-beredskab for virksomheder, som har brug for hjælp. Dette beredskab er tilgængelig for alle Mors-virksomheder, uanset om de er medlem af erhvervsrådet.
– Jeg modtager lige nu en del spørgsmål fra virksomheder, som er i tvivl om, hvordan de håndterer situationen med medarbejdere – afskedigelser, tvungen ferie og muligheden for kompensation som fulgte med regeringens hjælpepakke til erhvervslivet. Desværre er flere virksomheder nu kommet i en økonomisk krise eller nærmer sig – disse virksomheder har virkelig også brug for hjælp, fortæller forretningsudvikler Bjarne Brodersen.
Den ekstraordinære situation giver også anledning til, at flere virksomheder tænker kreativt og igangsætter nye tiltag. Restauranter ændrer til take-away – detailbranchen etablerer handel via de sociale medier osv. Flere overvejer opstart af webshop – også her er der hjælp at hente hos erhvervsrådet. Både i form af vejledning men også økonomisk, da Erhvervsstyrelsen netop har åbnet en pulje, som skal bidrage til øget digitalisering i danske virksomheder.
Har man brug for at få hjælp fra det akutte corona-beredskab, eller overvejer man digitaliserede tiltag i sin virksomhed, kan man kontakte Morsø Erhvervsråd – uanset om man er medlem eller ej – på telefonnummer 9772 4800.
Genbrugspladsen åbner for virksomheder
Fra på mandag 23. marts kan virksomheder igen anvende genbrugspladsen kl. 7.00-9.00 i hverdagen. Kommunen understreger vigtigheden af, at alle forholdsregler og påbud følges på genbrugspladsen.
– Der vil naturligt komme affald, når man driver virksomhed. For at give virksomhederne bedre mulighed for at fortsætte dagligdagen, har vi valgt at åbne genbrugspladsen. Nu der kun er adgang for virksomheder, giver det vores medarbejdere en lav risiko for smitte, fortæller Hans Ejner Bertelsen.
For at få adgang til genbrugspladsen kræver det et virksomhedskort. Har man mistet sit kort, eller er det nuværende ikke brugbart, kan kommunen kontaktes på telefonnummer 99707000.
Morsø Kommune vil løbende se på yderlige tiltag, som kan fremskyndes til hjælp for det lokale erhvervsliv.