Lokal skolepatrulje nomineret til årets bedste

Skolepatruljen fra Hurup Skole er blevet nomineret til titlen som “Årets Skolepatrulje”.

Fem skolepatruljer – en i hver region – er nomineret til titlen, og får nu overrakt 5.000 kroner af Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring. Om få uger afgøres det, hvem af de fem der vinder en fest for hele skolen til en værdi af 25.000 kroner samt titlen “Årets Skolepatrulje”.

I de tusindvis af forslag til, hvem der bør vinde titlen “Årets Skolepatrulje” er der masser af ros til landets skolepatruljer. De får bl.a. ros for deres hjælpsomhed, når folk møder dem på skolevejene, samt at de ofte giver børn og voksne et smil med på vejene, tager jobbet som skolepatrulje seriøst og at eleverne møder op helt frivilligt uanset vejret. Med andre ord bliver der virkelig gjort et godt arbejde på de danske skoleveje af skolepatruljerne.

– De børn, der står skolepatrulje, gør det først og fremmest fordi de gerne vil hjælpe andre. De har overskud til at tage et ekstra ansvar og forventer ikke at få noget for det. De fleste synes faktisk ikke, at de gør noget særligt. Men det gør de. For de er en daglig reminder til os alle sammen om vigtigheden af, at vi passer på hinanden i trafikken, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

De fem regionale finalister: 
– Hovedstaden: Måløvhøj skole, Ballerup Kommune.
– Sjælland: Vemmelev skole, Slagelse Kommune.
– Syddanmark: Vestre skole, Middelfart Kommune.
– Midtjylland: Østervangsskolen, Randers Kommune.
– Nordjylland: Hurup skole, Thisted Kommune.

I uge 19 afgøres det, hvem af de fem nominerede skolepatruljer, der vinder festen og titlen “Årets Skolepatrulje”.

Fakta:
Det er elever fra 6.-9. klasse som står skolepatrulje. Der er skolepatruljer på omkring halvdelen af landets skoler.
Omkring 20.000 elever er med i skolepatruljerne. Skolepatruljerne så første gang dagens lys i Danmark i 1949.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Forfatter

Related posts

Top