Lokal smitteopsporing i gang i Thy

I samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed hjælper Thisted Kommune med at kontakte borgerne, i håb om at bryde flere smittekæder.

To medarbejdere fra Borgerservice, to i udekørende team og tre ledere udgør den ekstra kilde til smitteopsporing. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.

Siden i onsdags har kommunen hjulpet med at opspore smittekæder, identificere nære kontakter, og vejlede folk i forhold til isolation. Derudover skal Borgerservice også stå for en slags omsorgsopkald, hvor de ringer og hører, om smittede i isolation eksempelvis får hjælp til at handle ind.

– Vi modtager hver dag en liste kl. 9.00 over de personer, der er testet positive, men som Styrelsen ikke har kunne få fat i endnu. Så begynder vi at ringe til dem, fordi vi ved, at mange måske hellere vil besvare deres telefon, når de kan se, at det er et 99 17 nummer, der ringer. Det ved folk i området godt er kommunens nummer, forklarer Gitte Frøkjær, leder af Borgerservice og en del af smitteopsporingsteamet.

Når Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har kunnet fange borgeren pr. telefon, kan det også skyldes, at man ikke har opgivet sit telefonnummer i forbindelse med tidsbestillingen til en coronaprøve. Derfor er det vigtigt at huske denne del også, da det ellers vanskeliggør smitteopsporingen.

Skal bringe smittetal ned
At kommunen har valgt at stille medarbejdere til rådighed og dermed hjælpe med at opspore smittede, er et led i en målrettet lokal indsats for at bringe smittetallet ned i Thy.

For jo flere smittekæder, der bliver brudt, jo færre nye borgere bliver smittede. Det forklarer social- og sundhedsdirektør Tue von Påhlman:

– Thyboerne er allerede rigtig gode til at lade sig teste, og bruger de to testmuligheder i Thisted og Hurup rigtig meget. Det er virkeligt positivt, at så mange bruger testmulighederne. Men med mange hyppige test følger også et højere smittetryk. Det er så det tal, vi skal se, om vi kan bringe ned igen ved at blive bedre til at bryde smittekæderne gennem opsporingen, forklarer han.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top