Lokale finalister forbigået i stor bæredygtighedskonkurrence

Det blev desværre hverken HeavyZleep fra Mors eller Convert fra Thy som vandt årets nordjyske bæredygtighedskonkurrence Tag Fat. En enig jury udråbte i stedet virksomheden TOIL ’N’ MOIL fra Frederikshavn som vinder.

Finalen stod mellem 11 finalevirksomheder fra hver kommune i Nordjylland.

Fra Mors deltog iværsættervirksomheden HeavyZleep, som har udviklet en ny, tung og bæredygtig dyne. Dynen er fyldt med andedun og fjer, og virker ikke kun godt for personer med ADHD og lignende men også for folk, som generelt har søvnbesvær.

Convert fra Thisted nåede også til finalen. Virksomheden blev stiftet for godt to år siden og har specialiseret sig i konvertering af bio- eller affaldsmateriale fra eksempelvis tøjindustrien til produktion af akustikpaneler og kompositplader.

– Spredningen blandt alle 11 finalister har været meget stor, men fællesnævneren er, at de hver og en står med muligheden for at gå forrest, når det gælder forretningsudvikling med fokus på cirkulær økonomi. Den grønne omstilling er ikke alene en nødvendighed. Tag Fat viser med al tydelighed, at det også er et meget blåt ocean, hvor de tidlige aktører står til at høste kæmpe fordele i de kommende år, siger Sara Skovrup, projektleder på Tag Fat og i Erhvervshus Nordjylland.

Forfatter

Related posts

Top