Når dronning Margrethe 16. april fylder 80 år, får hun en fælles gave fra landets 98 kommuner. Gaven kommer til at bestå af et maleri fra hver kommune malet af elever fra 3. klasse.
Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) på kommuneforeningens hjemmeside.
– Med gaven er det vores håb, at vores børn og unge også får et nært forhold til kongehuset. Samtidig skaber vi en gave af blivende karakter – nemlig både de flotte malerier, men også de varige minder, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
Tidligere har kommunerne hver især eller i mindre grupper givet hver deres gave, når dronningen har fyldt rundt. Men den tradition laves der altså om på denne gang.
Motivet for malerierne skal være frie fortolkninger af temaerne “Dronning Margrethe” og “et vartegn i min kommune”.
Der vil være to elever fra 3. klasse fra hver kommune – én dreng og én pige – som deltager i en ceremoni på Christiansborg Slot dagen før fødselsdagen – ”Børn fra Danmarks kommuner fejrer H.M. Dronningen” – hvor Dronningen ser malerierne sammen med de unge kunstnere.
Kommunerne vælger selv, hvordan de vil finde frem til de elever, der skal male malerierne og deltage i ceremonien.
/ritzau/
Foto: Per Morten Abrahamsen