Lokale teatertalenter på turné

Fire unge teatertalenter er lige nu på turne med ungdomskomedien ”Dig og mig for altid”, som er en professionelt opsat forestilling for unge – lavet af unge i særlige mesterlære-forløb på Limfjordsteatret.

De har alle en baggrund på Morsø Gymnasiums teaterlinje, der har et tæt samarbejde med netop Limfjordsteatret.

– Morsø Gymnasium har arrangeret turnéen, fordi forestillingen er et lyslevende eksempel på, hvad det nære samarbejde med Limfjordsteatret giver af muligheder. Selv om kun Jenny Timmers stammer fra Mors, har alle fire unge gået på Morsø Gymnasium med drama på A-niveau og sideløbende på Limfjordsteatrets talentuddannelse for unge, fortæller Rektor Kurt Sonne Thomsen fra Morsø Gymnasium.

Morsø Gymnasium tilbyder som det eneste i landet undervisning i drama på A-niveau, og undervisningen sker i et tæt samarbejde med Limfjordsteatret:

– Vi giver eleverne en helt unik mulighed for at udvikle sig fagligt på højt niveau gennem samarbejdet med teatret. Vi bor jo i dag i samme bygning efter, at Limfjordsteatret netop er flyttet ind i deres nye bygning ved siden af gymnasiet, påpeger Kurt Sonne Thomsen.

Massivt rygstød
Forestillingen er skrevet af Jenny Timmers, der er i et mesterlære-forløb som dramatiker. Hun har allerede skrevet flere forestillinger til Limfjordsteatrets teaterskole for børn og har været i et seks måneders skriveforløb hos den Reumert-vindende dramatiker Julie Maj Jakobsen. Her har hendes hovedopgave været at skrive manuskript til en ungdomsforestilling – som er blevet til ”Dig og mig for altid”.

Scenografien er lavet af Benedicte Gregersen Andersen, der er i mesterlære-forløb som scenograf. Hun stod bag scenografien til talentforestillingen ”AFTRYK” fra 2018, og teatret har siden arrangeret et længere praktikforløb for hende på Teater Nordkraft i Aalborg, hvor hun har arbejdet tæt sammen med professionelle scenografer.

Rikke Stächer og Andreas Sterup-Teper vil gerne søge ind på Den Danske Scenekunstskole, og arbejder i disse uger i et intenst prøveforløb sammen med Limfjordsteatrets professionelle skuespiller og instruktør Sune C. Abel. De har de to bærende roller i stykket, og får lejlighed til at opføre forestillingen i alt 19 gange for de ældste klassetrin på en stribe folke-, fri- og efterskoler.

Den mulighed vil gymnasiet gerne fortælle andre unge om gennem forestillingen. ”Dig og mig for altid” bliver opført på skoler og efterskoler, dels på Mors og i Thy, men også ude i landet – blandt andet Hobro, Aarhus og så langt væk som Als.

Forfatter

Related posts

Top