Lokale Whisky-producenter skriver Danmarks-historie

Thy Whisky og Nordisk Brænderi er to af de danske whisky-producenter, der har skrevet Danmarks-historie ved at være med til at lancere Det Danske Whiskymanifest, der sætter standarderne for danskproduceret whisky. Manifestet skal styrke Danmarks position i verden som whiskyproducerende land og tiltrække flere turister til de danske destillerier. 

Der er fortsat mange, der ikke ved, at Danmark er et whiskyproducerende land. Det skyldes blandt andet, at der har manglet en fælles betegnelse for, hvad dansk whisky er. Det kommer der nu. Hvis man køber en whisky med logo og påtegnelsen ”Authentic Danish Whisky”, så kan man forvente, at produktet er lavet i Danmark og på danske råvarer.  

Hos Thy Whisky, der udover at være destilleri også er et økologisk landbrug, og derfor dyrker deres eget korn, har Jakob Stjernholm i flere år arbejdet for at etablere fælles standarder for dansk whisky. 

”I Danmark kan vi noget særligt i forhold til whisky. Vi er et ’kornland’ med stærke landbrugstraditioner. Derfor er det naturligt, at vi i Danmark producerer dansk whisky af danske råvarer, og bruger vores lokale terroir og traditioner til at skabe unik kvalitet. Det gør vi allerede i dag, men vi skal have budskabet meget længere ud over Danmarks grænser. Det får vi grundlaget for nu, med vores fælles manifest” siger Jakob Stjernholm.  

Også politisk er der opbakning til arbejdet med at synliggøre det unikke ved danske mad- og gastrooplevelser. Fra minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), lyder det: 

”Vi skal styrke fortællingen om Danmark, herunder fortællingen om vores mad- og gastronomi samt vores kulturhistorie som landbrugsland. En stærk fortælling er afgørende for at tiltrække turister til Danmark, og derfor glæder det mig som minister, når danske producenter af egen kraft går sammen om et initiativ som det danske whiskeymanifest. Når turisterne rejser rundt efter danske mad- og gastrooplevelser, så kommer det også de lokale overnatningssteder, kultur- og oplevelsesindustrien samt detailhandlen i hele landet til gavn, ligesom det øger den regionale og lokale stolthed” siger Morten Dahlin.  

Han fremhæver den mulige betydning for mere turisme uden for højsæsonen.  

”Mad- og gastrooplevelserne er til stede i hele landet og hele året rundt. Dermed kan de også tiltrække turister uden for højsæsonen, så vi får turister hele året rundt. Derudover kan det bidrage til at sprede turisterne ud over hele landet, og det er godt for turismeerhvervet.” siger Morten Dahlin.  

Udover lanceringen holder en række producenter åbent i weekenden d. 11.-13. april, hvor man kan høre mere om manifestet og besøge destilleriet. 

DestilleriByÅbent hus
Copehagen Distillery København11. og 12. april kl. 12:00-23:00 
Fary Lochan Give12. april kl. 10:00-13:00 
Knaplund Destilleri Tarm12. april kl 11:00-15:00 
Nordisk Brænderi Fjerritslev13. april kl 13:00-16:00 
Nyborg Destilleri Nyborg11. april kl 15:00–16:30 
Stauning Whisky Stauning12. april kl 10:00-16:00 
Thornæs Destilleri Helsinge12. april kl. 09:00-16:00 
Thy Whisky Distillery Snedsted12. april kl 11-14 med rundvisning fra 14-16
Ærø Destilleri Ærøskøbing11. og 12. april kl 10:00-16:00

De underskriver Det Danske Whiskymanifest

10 toneangivende whiskydestillerier underskriver Det Danske Whiskymanifest for at sætte en ny standard for dansk whisky. De ti destillerier er: 

  • Copenhagen Distillery
  • Fary Lochan
  • Knaplund Destilleri
  • Nordisk Brænderi
  • Nyborg Destilleri
  • Sall Whisky
  • Stauning Whisky
  • Thornæs Destilleri
  • Thy Whisky Distillery
  • Ærø Whisky

Fotos : Thy Whisky

Forfatter
Top