Louis Nielsen i Thisted flytter

Skal du til Louis Nielsen i Thisted de kommende uger, er det lettest at sætte bilen på parkeringspladsen ved Frederiks Torv. Butikken flytter nemlig midlertidigt til Frederiksgade 1A fra den 16. november til den 4. december.

Imens ombygges butikken i Vestergade 16 totalt både indvendigt og udvendigt, og det er der en særlig grund til, fortæller indehaver og cheftoptiker Gitte Mose:

– Vi oplever, at flere og flere kunder ønsker at få foretaget vores synstest med sundhedstjek, og det giver flere kunder i butikken ad gangen. Derfor vælger vi nu at udvide butikkens areal ved at inddrage noget at baglokalerne. Hele butikken får en make over, så vi får nyt design og ny indretning.

I de midlertidige lokaler i Frederiksgade 1A kan man ligesom i den nuværende butik bestille tid til synstest med sundhedstjek, og Gitte Mose lover også et stort udvalg af briller i butikken.

Ny facade i gågaden
Går man forbi butikken i Vestergade, vil man opleve en stor forandring. Først i form af en byggevæg og efter 9. december en helt ny facade:

– Vi får lavet en helt ny og virkelig flot facade i nye farver. Og mod Amtsstræde får vi lavet nye vinduer, så vi får noget mere lys ind i butikken, fortæller Gitte Mose.

Hun har ejet butikken siden 2016, og i de fem år, der er gået, er der sket en rigtig stor udvikling hos Louis Nielsen Thisted:

– Ligesom mange andre butikker i byen, har vi oplevet et stigende antal kunder. Vi har skabt arbejdspladser og ansat flere medarbejdere gennem de sidste år, så vi nu har ni fastansatte i butikken. Derfor er det også på tide med en renovering, der gør butikken lys og flot og skaber plads til flere kunder, siger hun.

Blev taget godt imod
Gitte Mose har været næsten 20 år i Louis Nielsen som optiker, men kun de sidste fem år har hun boet i Thisted med sin mand og to børn.

– Vi er så glade for, at vi tog springet fra Holstebro og flyttede til Thisted. Vi er blevet taget virkelig godt imod af kunder og samarbejdspartnere. Nu glæder vi os til at give lidt igen til byen med en flot butik, der skaber fornyelse i bybilledet og gør, at vi kan passe på synet for endnu flere kunder.

Torsdag den 9. december åbner den fornyede Louis Nielsen i Vestergade 16. Der vil være lukket i butikken den 6.-8. december på grund af ombygningen.

Forfatter

Related posts

Top