Love Shop, der i årevis har imponeret med sin helt egen og ganske særlige skæbne i dansk rock, lægger vejen forbi Thisted Musikteater med deres splinternye album ”Brænder Boksen Med Smukke Ting” i ryggen den 17. april.
Jens Unmack fra Love Shop udtaler:
– I år vil det være to år siden Love Shop sidst var på regulær tour afsted i Danmark. Det kalder på action fra vores side nu. Fordi aftenerne ude i landet, på klubber og i sale, er noget helt specielt. Med den følelse af kærlighed og samhørighed, som gennem årene er blevet til en smuk tradition. De intense aftener holder os levende som band. Og som vi kan mærke det hvor vi kommer ud, betyder de heldigvis også en verden for jer.
Bandet fejrede i 2016 sit 25-års jubilæum med opsamlings albummet “Evergreen – Best Of”, og udgav i 2017 albummet ‘Risiko’.
Foto: Thisted MusikTeater