Personalet på Aalborg Universitetshospital i Thisted er i øjeblikket hovedpersoner i en -indtil videre- mindre lovestorm på facebook.
– I en tid, hvor vores sygehus igen er udskældt og møder kritik vil jeg gerne byde ind med det modsatte, skrev Karina Hellegaard Gudiksen som indledning på et opslag i facebookgruppen Thisted Kommunes Byrødder indledningsvist igår.
Herefter fortæller hun om den positive og kompetente behandling hun oplevede, da hendes 8-årige datter tilbage i september pådrog sig et brud ved albuen:
– Kan i dette tilfælde kun give Thisted Sygehus og dets personale de allerbedste anbefalinger, skriver Karina Hellegaard Gudiksen blandt andet i sit opslag.
– Når de (personalet, red.) rammes af kritik, så husk at de faktisk hver eneste dag gør en forskel for nogen. Husk det er dem, der tager sig af din syge eller tilskadekomne pårørende. Det er dem, der arbejder juleaften kl.19 mens du sidder midt i julemiddagen med din familie.
Opslaget er i skrivende stund blevet liket mere end 350 gange, og gav samtidig andre lysten til at dele deres positive historier om deres opleveser på det lokale sygehus:
– I august kom min mor akut ind på intensiv på grund af voldsom KOL anfald og bliver desværre lagt i respirator i 6 dage da hun skulle have den bedste ro. Min datter på 10 var med oppe og sige hej og den sødeste sygeplejer forklarede hende tingen mega mega godt i dag har hun fået ballong udvidelse og ny hjerte klap og hvis de ikke havde kæmpet den gang for min elskede mor er jeg slet slet ikke sikker på at hun havde været her den dag i dag 100000 tak til alle ansatte på Thisted syghus, skriver en anden bruger, mens en tredje skriver:
– Jeg blev i går indlagt med en fod der var brækket flere steder. Lige fra vi ankommer til sygehuset bliver vi mødt at søde, rare og faglige dygtige ansatte STOR ROS til akutmodtagelsen og akut sengeafsnit i Thisted.
– Jeg var indlagt sidste år, også på akut sengafsnit, i 11 dage.. Kan kun sige det samme…. Super behandling, alting blev gjort med den største og hurtigste kompetence. Dygtige personale hele vejen rundt. Er dem dybt taknemmelige, skriver en fjerde bruger.
Foto: Lasse Høj Nielsen