Målet er nået: 1,5 mio. kr. indsamlet til nyt Nationalparkcenter

Siden 2016 har virksomheder, foreninger og privatpersoner kunne støtte indsamlingen til det kommende Nationalparkcenter i Vorupør. For hver donation op til 10.000 kroner har Sparekassen Thy doblet op og nu er målet på de 1,5 millioner nået.

Checken overrækkes i dag kl. 11.

– Nationalpark Thy bidrager til en positiv udvikling i vores område. Et kommende nationalparkcenter bliver en vigtig faktor, som yderligere vil udviklingen. Derfor yder sparekassen “Støtte & Opbakning” til at etablere centret, siger Ole Beith, Direktør for Sparekassen Thy.

Vigtigt med lokal opbakning
Sideløbende med indsamlingen har Nationalpark Thy været i forhandlinger med flere store fonde og her har de lokales opbakning gennem indsamlingen haft en afgørende betydning for fondenes velvillighed.

– Den lokale forankring er på mange områder helt afgørende for projektet. Det har været glædeligt at mærke, at den opfattelse også er delt af fondene, som indsamlingen har gjort et stort indtryk på. Der er ingen tvivl om, at indsamlingens værdi er langt større end selve beløbet, fortæller Nationalpark Thy’s projektleder for nationalparkcentret, Esben Colding Broe.

I alt 36 virksomheder, 23 foreninger og 173 privatpersoner støttet indsamlingen til nationalparkcenteret og ifølge støtteforeningens indsamlingskoordinator, Frede Østergaard, følger der en stor signalværdi med lokalbefolkningens opbakning:

– Det er vigtigt for omverdenen, fonde og os selv, at der kommer handling bag ordene, og at vi sammen er med til selv at vise vejen frem – stor, som lille, som privatperson, forening eller virksomhed. Med fælles opbakning og ejerskab kan vi meget.

Skaber rammer for aktiviteter
Støtteforeningen blev stiftet to år før Nationalpark Thy og har gennem de sidste 10 år arbejdet for at tage initiativer til og skabe rammer for aktiviteter og praktiske arrangementer, der medvirker til at bevare og fremme interessen for og engagementet i Nationalpark Thy. Alle kan blive medlem af Støtteforeningen Nationalpark Thy og støtte op om deres arbejde.

Støtteforeningen ønsker at sige tusind tak til alle bidragsydere, både til virksomheder, foreninger og privatpersoner.

Forfatter

Related posts

Top