Målsætning glipper: Mange må vente to dage på test og svar

Regeringen har sat en målsætning om, at 80 procent skal kunne få en coronatest inden for 24 timer og svar senest dagen efter, men på det seneste er den ambition langtfra blevet indfriet.

I fem ud af syv dage i sidste uge måtte 40-45 procent vente to dage eller mere for at få svar på deres test. Kun mandag og søndag i sidste uge blev målsætningen opfyldt. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Opgørelsen dækker den del af testene, som bliver taget i samfundssporet. Det vil sige test, som man selv bestiller tid til på coronaprover.dk.

Ud over lang svartid er der mindst to dages ventetid på at få en coronatest i 24 ud af de 31 teststeder rundt i landet, som har åbent hver dag.

De lange ventetider på test gør sig gældende i Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland – med undtagelse af Lolland – og i Region Hovedstaden – undtagen Bornholm. I Region Nordjylland er det derimod muligt at booke tid til en test allerede samme dag.

Den seneste uge har der været stigende efterspørgsel på test, og der er blevet testet op mod 70.000 om dagen på landsplan.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top