Mads Thymann stopper i Mors-Thy Håndbold

Efter to sæsoner skilles Mads Thymann og Mors-Thy Håndbold til sommer, når denne sæson er forbi, og Thymanns kontrakt udløber.
– Jeg har været glad for at være i Mors-Thy Håndbold. Det har været et godt halvandet år indtil videre, og jeg føler selv, at jeg har lagt lag på alle facetter, mens jeg har været i klubben. Det var en stor omvæltning i starten, men jeg føler, at jeg har bidraget med alt det, jeg kan og står for, selv i min skadesperiode. Klubben har valgt at gå en anden vej og sådan er håndbold bare nogle gange. Nu glæder jeg mig til at få afsluttet denne sæson med gutterne, og der er ingen tvivl om, at jeg vil gøre alt for at være med i slutspillet – det var derfor, jeg kom til Mors-Thy Håndbold, siger Mads Thymann.

– En uheldig fodskade har holdt Mads Thymann ude længere tid end forventet, og samtidig har holdet bare buldret derudaf, hvilket har fået betydning for Thymanns rolle, forklarer cheftræner Niels Agesen.
– Vi siger farvel til en fantastisk fyr både på og udenfor banen, og en håndboldspiller, der gerne giver af sig selv ved at tage ansvar og vise tillid til sine omgivelser, og vi ønsker Thymann det allerbedste fremadrettet, lyder det fra Niels Agesen.
Mads Thymanns sidste arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold er d. 30. juni 2024.

Forfatter
Top