Mænd, maskulinitet og samtalen der mangler

Stuen til højre og Kunsthal Jens i Hurup Thy sætter fokus på mænd og køn i foråret 2025.

Hvorfor overhovedet tage en samtale om det at være mand?

Det går jo meget godt – eller hvad? Mænd topper selvmords- og misbrugsstatistikker, og hver femte mand mellem 25 og 39 år har ingen nære relationer. Men måske du som mand og tænker: Det gælder jo ikke mig.

Og netop det er et af problemerne, mener Sebastian Lynggaard, landskendt debattør om mandeidealer. Han peger på, at mænd ofte definerer sig som individer og derfor ikke ser de problemer, deres køn står over for, som et fælles anliggende. I modsætning til kvinder har mænd sjældent organiseret sig for at udvide rammerne for, hvad det vil sige at være mand.

“Mandeidealet er lige så klichéfyldt, som det er uopdateret. Og det interessante er jo, at der er ufatteligt få af os, hvis vi er ærlige over for hinanden, der lever op til det ideal,” sagde Sebastian Lynggaard til TV2 Lorry i 2022. Han frygter, at mænd er ved at blive overflødige – og at vi har brug for en ny samtale om, hvad det vil sige at være mand i 2025.

Fredag den 21. februar kickstarter Stuen til Højre et forår med fokus på mænd, maskulinitet og de samtaler, der sjældent finder sted. Det hele begynder med en fredagsbar og en samtalesalon med Sebastian Lynggaard, manden bag Herlige Svend, forfatter til Mandsforræde, og en af de stærkeste stemmer i debatten om mænds rolle i samfundet.

Baren åbner kl. 15, og kl. 16 går Sebastian Lynggaard i samtale med kunstner, fotojournalist og leder Angelina Owino. Sammen – og i dialog med publikum – skaber de rum for, at mænd kan reflektere over deres eget køn, og at kvinder kan få indsigt i, hvad det vil sige at være mand anno 2025.

“Jeg ser virkelig frem til samtalesalonen med Sebastian Lynggaard – både fordi emnet er utroligt vigtigt, og fordi det bliver spændende at se, om vi kan få thyboer og andet godtfolk til at deltage. Thyboer er kendt for at være fåmælte, så det bliver interessant at opleve, om de – og særligt mændene – vil åbne op og tage del i samtalen,” siger Angelina Owino.

Følsomme mænd og nærværende musik
Den 23. marts kl. 19.00 åbner Stuen til højre i samarbejde med THY:DOX dørene til en aften i maskulinitetens blødere hjørne. Først vises dokumentaren Verdens sødeste mænd, et humoristisk og rørende portræt af en gruppe mænd fra Aarhus, der insisterer på at vise sårbarhed og følelser i en verden, hvor mandighed ofte forbindes med noget andet.

Efter filmen indtager Karl Kristian scenen. Den vestjyske musiker, der er kendt for sin nærværende og poetiske musik, vil med sin koncert skabe en stemningsfuld afslutning på aftenen. Med inspiration fra kunstnere som Niels Hausgaard, Guldimund og Bon Iver formår han at balancere både det skrøbelige og det rå i sine sange.

Kunstudstilling sætter fokus på køn og seksualitet
I foråret åbner Kunsthal Jens udstillingen med QUEER af Mads Frost. Udstillingen undersøger køn, seksualitet og psykisk sårbarhed gennem en række fotografiske værker, der udfordrer normer og inviterer til refleksion. QUEER skaber rum for spørgsmål og dialog om identitet i en verden, hvor køn og seksualitet er i konstant forandring.

“Kunsthal Jens og Stuen til Højre skal være mere end et sted for kunst og kreative aktiviteter – det skal også være et samlingspunkt for vigtige emner og dialoger. Derfor udvælger vi kunstudstillinger baseret på tema frem for kun kunstnerens navn, og vi tilrettelægger aktiviteter, der skaber rammer for samtale og fællesskab,” siger leder Angelina Owino.

Fællesskab og leg for voksne
For dem, der savner et kreativt fællesskab, tilbyder Voksenfritter en unik mulighed. Konceptet er et fritidshjem for voksne, hvor deltagere mødes over sjove og kreative aktiviteter i e forløb på 6 onsdags aftener. Her er der plads til at udforske, lege og skabe i et uformelt fællesskab.

Selvom Voksenfritter er åbent for alle køn, viser statistikker, at mange mænd mangler sociale fællesskaber. Derfor er dette en oplagt mulighed for mænd, der ønsker at mødes og være en del af et fællesskab, hvor det handler om at være til stede og have det sjovt – uden præstation og forventninger.

Voksenfritter starter den 5. marts kl. 19.30-21.30, og tilmelding kan ske via info@kunsthaljens.dk.

Foto – Sebastian Lynggaard: Rita Kuhlmann
Foto – Karl Kristian: Malthe Dahl Bennedsen
Foto – Karl Kristian: Malthe Dahl Bennedsen 

Forfatter
Top