Malthe Jakobsen sikrede fjerdepladsen i natteløb på Paul Ricard

Tredje løbsweekend i European Le Mans Series resulterede i en fjerdeplads til Malthe Jakobsen fra Sennels, efter thyboen havde sat tempoet i weekendens indledende faser.

Som håbet fortsatte de gode takter fra årets første løb på banen, hvor Malthe Jakobsen og RLR Msport-teamet sikrede sig en tredjeplads i LMP3-klassen. I træningerne var teamet i toppen af resultatlisten, og det var lige-ved-og-næsten at Malthe sikrede sin første Pole Position under kvalifikationen:

– Det var rigtigt tæt på – min tid var hurtigst helt frem til den allersidste omgang, hvor der så var én som slog den i sidste sekund. Godt nok kun med 0,123 sekund, men det er stadigvæk lidt træls, lyder det fra Malthe Jakobsen, som efter en imponerende indsats under fredagens aftentræning fik opgaven med at køre bilen over målstregen til lørdagens løb, der blev kørt delvist i mørke.

Med weekendens resultat holder Malthe Jakobsen og hans team fast i den samlede 4. plads i serien om det europæiske mesterskab.

Forude venter halvanden måneds racerpause før det atter går løs med fjerde afdeling af mesterskabet på Monza i Italien den 9-10. oktober.

Foto: RLR Msport

Forfatter

Related posts

Top