Malthe mødte igen modstand

Modgang var der igen masser af, da den hurtige racerkører Malthe Jakobsen fra Sennels i weekenden kørte tredje afdeling af European Le Mans Series på Circuit Paul Ricard i Frankrig.

Efter nogle gode testpas forsøgte teamet at lave en ny opsætning af bilen, som kunne passe bedre til thyboens teamkammerater. Men forsøget mislykkedes og kostede vigtige udviklingsomgange.

– Jeg havde slet ikke den fart i bilen, som jeg plejer, og teamet brugte en del tid på at fejlsøge efter kvalifikationen. Det viste sig at være støddæmperne, som var færdige, så dem fik vi skiftet til løbet, fortæller Malthe Jakobsen, der sammen med sine teamkammerater måtte nøjes med en fjerdeplads.

I den samlede stilling ligger holdet nummer tre.

– Det er virkelig fedt at vi, på trods af at være udgået i Østrig, stadigvæk kan kæmpe med om mesterskabet. Førstepladsen er lidt langt væk, men alt er stadig åbent, så vi kommer til at knokle for at hente point resten af året.

Næste løb køres på den italienske F1-bane Monza den 11. juli.

Foto: Malthe Jakobsen Motorsport

Forfatter

Related posts

Top