Man kan ikke melde sig smittet med lyntest i smitte-app

Er du testet positiv for coronavirus med en lyntest, er det ikke muligt at registrere dig i appen “Smittestop” og dermed advare andre om, at de potentielt kan være smittet.

Det oplyser Sundhedsministeriet til DR.

Appen tjekker via en mikrobiologisk database hos Statens Serum Institut, om personen, der vil udsende en notifikation, rent faktisk har en positiv coronatest. Det er for at undgå, at folk melder sig smittet uden at være det.

I databasen registreres positive lyntest ikke. Det vil først ske i begyndelsen af det nye år, oplyser ministeriet til DR.

– Det betyder, at folk ikke bliver informeret om, at der er nogle i deres omgivelser, der er testet positiv med en lyntest.

– Det gør smitteopsporingen mindre effektiv og kan betyde, at folk mister lidt af tilliden til appen, siger Eskild Petersen, professor ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, til mediet.

Appen er blevet hentet over to millioner gange.

I alt er over 4000 danskere testet positiv for coronavirus med en lyntest, siden testen 13. december blev et gratis tilbud for borgerne.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top